TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Husk det er hesteejerne og amatørerne, der betaler gildet

af | 22. nov 2023 | Nyheder

Hesteejeren Søren Watson finder at hesteejere og amatører bliver glemt i dagens travsport.

Hestepakken med adgangsbilletter – fremsendt pr. mail.

Løbsdage på forskellige ugedage og forskellige starttidspunkter

Muligheden for fortsat at kunne spille kontant!

Ovennævnte er de ting, jeg gerne vil sætte fokus på i dette indlæg.

At afskaffe Hesteejerkortet, der gav adgang for to personer til alle landets baner, var en stor fejl.

Nu har man lavet et administrativt system pr mail, hvorefter en hesteejer selv skal gå ind og printe billetter ud og bruge blæk og papir.

Det var da meget nemme at have bibeholdt det gamle system og så f.eks. have gjort som i Sverige, hvor en hesteejer har adgangskortet på en App.

Den scannes ved indgangen – og så har travsporten på samme måde som med vores papirbilletter, der jo også scannes – fortsat en oversigt over hvem, og hvor mange, der kommer til en travdag.

Man kunne eventuelt lave Hesteejerkortet i flere udgaver – sådan ligesom Tivolikortet.

Et bronzekort til hesteejere med f.eks. op til fem heste – kan have x-antal gæster med

Et sølvkort for hesteejere med f.eks. op til 10 heste – kan have yderligere x-gæster med

Og et Guldkort til de helt store hesteejere.

Det system man har lavet med Hestepakken er bøvlet og besværligt!

Og hvorfor kan dansk og galopsport ikke få lavet en ordning med Staten således vi kan spille med kontanter på banerne.

Det er og har altid været en charme at være til væddeløb og kunne spille med kontanter.

Det er muligt at gå ned til købmanden og købe Lotto og Eurolotto for 100.000 kroner kontant, men du kan ikke spille 20 kroner vinder kontant på en hest!

Der er noget galt her- og det nuværende system kommer til at koste trav- og galopsporten mange penge.

Ved du, hvornår der er trav på din væddeløbsbane?

Og hvad tid?

Nej, vel.

Det skifter uge for uge – måned for måned.

Der er for mange forskellige tidspunkter og løbsdage, der starter klokken 15.45/1600 i løbet af ugen gør det svært for mange amatører og hesteejer at komme til løbene.

For ikke at tale om publikum.

Det var så fint tidligere med at hver bane havde en fast ugedag året igennem – måske en søndag eller to til storløb, men alle vidste hvad dag og hvad tid, der var væddeløb på.

Og så er det i øvrigt også meget vigtigt, at banernes restaurationerne fungerer ordentligt med gode tilbud.

Det skal ikke være fancy retter, men god, sund husmandskost til under 100 kroner og smørrebrød til 30-40 kroner stykket.

Og husk hesteejerne og amatørerne hele vejen igennem.

Lav f.eks. en hesteejerloge – så føler de personer, der sponserer sporten via deres hestehold, at de får lidt igen for de 100.000 kroner+ de binder i en hver hest om året.

Jeg hilser Bertel Maigaard velkommen som formand for Dansk Hestevæddeløb.

Det er en mand, der har stor indsigt i hvordan man driver en forretning, og han kender travsporten indefra. At han allerede nu har taget initiativ til at lave en workshop for opdrætterne, er et særdeles godt initiativ.

At Dansk Hestevæddeløb også har ansat Claus Juncker som kommerciel direktør er meget positivt, og jeg håber at Claus i sin nye position kan være med til at gøre en lige så stor forskel, som han gjorde på Fyens Væddeløbsbane.

Med venlig hilsen

Søren Watson.