TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Højere opdrætterpræmier er vejen frem

af | Nyheder

Opbakning fra Bo Seisbøl, Stutteri Laser til tirsdagens indlæg fra Knud Christensen, der ønsker højere opdrætterpræmier i dansk travsport.

Jeg vil gerne bakke op om Knud Christensens indlæg, hvor han fremhæver, at højere opdrætterpenge er vejen frem for Dansk Travsport.

For 10 år siden udtalte jeg til Travbanen.dk, at det var et problem for dansk travsport,  at vi ikke havde penge til  f.eks. at betale opdrætterpenge til præmier vundet i udlandet i lighed med Sverige.

Jeg var bange for, at det ville give små årgange og dermed faldende præmier i vores ”flagskib” årgangsløbene.

Det er nu sket, og det vil tage lang tid at rette op på dette, så det haster med at gøre noget ved det, og jeg mener, at der bør skabes økonomi til det.

Vi må ikke vente på, at der bliver økonomi til det –  for det kommer ikke af at vente.

Der hvor travsporten blomstrer, Frankrig, Sverige og USA, er der meget stor fokus på at få store årgange.

Det bør vi notere os eftersom ingen ønsker maltesiske tilstande, hvor de kører i en helt anden liga med importerede heste, som andre har vejet og fundet for lette.

Vejen frem er at avlen skal blomstre, og at vi med vores dygtige opdrættere – og gode jordbundsforhold m.h.t. til at opdrætte heste – skaber fundamentet for fremtidens travsport i Danmark.

Med venlig hilsen

Bo Seisbøl

Stutteri Laser