TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Håber på endnu en pressemeddelelse!

af | Nyheder

Hesteejeren og opdrætteren Mark Junge har skrevet dette indlæg til Talerstolen med baggrund i den aktuelle situation i dansk travsport.

Et inderligt håb om endnu en pressemeddelelse.

Den seneste tid har været præget af pressemøder og pressemeddelelser, hvilket sikkert mange er ved at være godt trætte af. Det gælder både for det samlede Danmark, men også indenfor vores sport.

Jeg plejer ikke at blande mig i den offentlige debat, og deltager ikke i at kritisere alt og alle, men mener nu at det er nødvendigt, at nogen tager bladet fra munden.

Når jeg til trods så alligevel håber på endnu en pressemeddelelse så skal det ses i lyset af 3 nedenstående situationer som er opstået indenfor bare den seneste korte periode. Jeg har sikkert overset andre situationer som har været behandlet dårligt ledelsesmæssigt.

I disse svære corona tider, har man først lukket sporten helt ned.

Der er kommet intetsigende udmeldinger om deltagelse i løb i udlandet, men ikke nogen retningslinjer.
Altså en håndtering der blæser rundt uden retning.

Så lykkedes det at få åbnet løbene igen.

Det er meget svært at forstå. at man ikke har været i stand til at varetage den mulighed det har givet, før man er snublet i egne beslutninger, som nu har medført, at politiet er kommet med påbud om aflysning.

På intet tidspunkt i Corona-forløbet, med udmeldinger og beslutninger, så lader det til, at man har forsøgt at varetage andet end egne interesser.

Det hverken for trænere, hesteejere eller andre.

Der har ikke været tiltag til afhjælpningen af situationen for trænere, der mister heste og dermed indtjening.

Heste, som er nødvendige når løbene igen genoptages.

Der har ikke været nogle tiltag for hesteejere som ikke har haft mulighed for indtjening af præmier, men stadig står med store udgifter.

I relation til Copenhagen Cup mener man, at der kommer fantastisk sport, efter at den italienske verdensmester Zacon Gio har meldt sin interesse.

Det er med stor forbavselse at man virkelig ønsker at italienske heste besøger vores baner, og specielt fra trænere som konstant er i medierne med dårlig omtale.

Det gælder både doping og mishandling af heste.

Jeg mener, at man burde forsøge at holde heste væk fra lande hvor doping er vidt udbredt.

Hvis heste kommer fra trænere som har dopingdomme i flere omgange, så burde man have en politik om at de ikke er velkomne.

I voldtægtssagen på Lunden var der larmende tavshed fra ledelsen i DTC.

Det lader jo til at være en normal strategi, at hvis man ikke udtaler sig, så har man ikke begået nogen fejl.

Hvorfor man så denne gang efter at den værste mediebevågenhed er overstået, så pludselig kommer med en pressemeddelelse må stå hen i det uvisse.

Her skriver man blot, at man tager afstand fra opførelse af den karakter.

Det er der vel ingen, der kan være uenige i.

Denne udmelding skulle være kommet umiddelbart efter at det blev offentligt, at sagen havde udfoldet sig i travsportsmiljøet.

I udmeldingen står der, at man vil indføre tiltag, som er åbenlyse for alle.

Hvorfor skulle det tage så lang tid at komme med den udmelding, når der ikke er konkrete tiltag som indføres med det samme?

Den samlede ledelse af DTC med deres inkompetence, skader vores sport i en grad som gør, at den grav de har påbegyndt for sporten, blot bliver dybere og dybere.

Ledelsen er hverken handlekraftig eller i stand til at træffe beslutninger som gavner den samlede sport.

For mig ser alle deres beslutninger og udmeldinger ud, som om de er baseret ud fra et eneste perspektiv, som kun rækker ca. 30 cm. væk fra deres egen næse.

Med andre ord, hvordan kan de blive siddende på deres poster.

En ledelse er i stand til at håndtere mange typer af udfordringer og træffe beslutninger, også upopulære.

Her mener jeg at ledelsen fejler stort – meget stort, og det er så her mit håb om endnu en pressemeddelelse kommer på banen.

Ordlyden kunne være:

Bestyrelsen i Dansk Travsport har fyret direktøren med omgående virkning, og vi stiller vores mandat i bestyrelsen til rådighed. Vi ønsker fremover at bestyrelsen ikke kommer til at bestå af personer som varetager egne egoistiske interesser, og ikke er berøringsangste. Dette samt at det er muligt at samle en bestyrelse, der kan sætte en retning for det samlede Trav-Danmark, og i det mindste bibeholde vores sport på nuværende niveau.

Jeg er klar over at man i modgang bør stå sammen og ikke skabe yderligere splid.

Men når noget forekommer så håbløst, så er det bedre at få løst problemerne og få startet på en frisk.

Med sportslig hilsen

Mark Junge