TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Gør hverdagen sjovere – spil på heste!

af | Nyheder

Robert Nedergaard  skriver i et indlæg til Talerstolen, at det er nu trav- og galopsporten har muligheden for at få fat i nye spillere.

Gør hverdagen sjovere …

– Kom en smule hestesport ind i din hverdag, så bliver livet lidt sjovere.

Netop sådan kunne en annoncetekst passende lyde i det reklameindslag, som væddeløbssporten burde levere danskerne de kommende uger.

Mens alle andre sportsgrene ligger stille – måske op til tre-fire måneder på grund af Corona-krisen – har trav- og galopsporten fået grønt lys til at gennemføre løbsprogrammer uden tilskuere.

For de spillelystne kan genåbningen være den gave, de savnede, og for arrangørerne af hestevæddeløb en fantastisk chance for at promovere spillet på heste i danske trav- og galopløb.

Jeg har lagt mærke til på TV, at de spilleselskaber, der fortrinsvis henvender sig til fodbold- og håndboldfans, er yderst aggressive i sine reklamefremstød, og det burde hestesporten også være.

Den har i hvert fald noget at tilbyde – her og nu.

Danske Spil og Derby 25 burde finde sammen i et fælles fodslaw for at øge interessen for trav og galop. Eller som en læser skrev forleden: – Der skal smedes nu, mens jernet er varmt.

Jeg har et enkelt ønske mere –  det er en opfordring til hestesportens ledere.

Så snart Kulturministeriets tilskudsordning ophører om et par år – så drop alt det der med, at trav og galop er en del af kulturlivet.

Send i stedet en ansøgning til Dansk Industri.

Det er der, at I fra nu af skal bevise: Her hører vi hjemme.

Med venlig hilsen

Robert Nedergaard, Gram