Talerstolen: Forenings- eller forretningsmodel?
Er det tid til at gøre op med den måde dansk trav- og galopsport er organiseret på. Det spørgsmål stiller den fynske hesteejer, Ole Lund Christensen i et indlæg til Talerstolen,
FORENINGS- ELLER FORRETNINGSMODEL?
Indledningsvis en måske udfordrende påstand: Hestevæddeløbssportens foreningsbaserede organisation og institutionelle opbygning består i dag af “dekorative unyttigheder”!
De forskellige bestyrelser, som formelt er/burde være garanter for demokrati, åbenhed, medindflydelse, god drift styring, etc., er i bedste fald reelt ligegyldige.
Det er ganske få personer, der populært sagt kører med klatten.
Det kan man måske godt klandre dem for – men ret beset så er formalia jo i orden.
Grundlæggende er det sportens menige medlemmer og interessenter, der har svigtet gennem fatal passivitet.
I den forbindelse kunne det være interessant at vide, hvor mange der egentligt har læst HFF´s “Omverdensanalyse” fra 2015.
Denne pjece udmærker sig først og fremmest ved at blotlægge sportens udfordringer og udviklingsmuligheder.
Dens evt. ringe udbredelse indikerer ikke, at arbejdet har været værdiløst – snarere en slags godkendt tids- og ressourcespild, målgruppen taget i betragtning.
Forudsætningen for en medlemsbaseret forenings succes er, at medlemmerne, bestyrelse og lønnede medarbejdere har fælles mål, som man søger at realisere i harmonisk samarbejde.
Såfremt en af konstruktionens parter svigter, opstår disharmoni med risiko for krakelering og fejlslagen drift.
Man kan vel ikke sige, at dansk hestevæddeløb i dag er i den situation – endnu.
Men forskellige symptomer peger i den retning.
Derfor ville det være rettidig omhu at overveje, om ikke organisationsmodellen – som jo er en fiktiv ejerskabsmodel – bør ændres. I princippet ligesom de strukturændringer foreningslivet bag andelsbevægelsen i det øvrige DK har været nødt til at gennemføre siden 1960erne.
DHV`s nylig valgte formand, Keld Gregersen, formulerede i Væddeløbsbladet nr. 2/2015 tanker om forretningsmodellens fortrin frem for foreningsstrukturen.
En gennemgribende strukturændring kræver naturligvis et grundigt forarbejde, som selvsagt bliver lige så svært som uomgængeligt.
Men man kan lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden, for markedet for frivillig indsats er brugt op – ulønnede ildsjæle er en uddøende race.
I dag er der ingen, der gør noget, før de får bekræftende svar på fordringen: Show me the money!
Med venlig hilsen
Ole Lund Christensen, Tommerup