Talerstolen: Et spørgsmål til DTC
Amatørkusken Bjarne Sørensen stiller i et åbent brev her på Talerstolen et spørgsmål til DTC i forbindelse med genoptagelse af travløbene i Danmark

At amatørkuske og -ryttere ikke kan deltage skyldes myndighedernes anbefaling af, at al sports- og fritidsaktivitet indstilles indtil den 10. maj indtil videre.
Mit spørgsmål lyder helt enkelt, har myndighederne stillet krav om, at amatører ikke må deltage i løb?
Er det et krav fra myndighedernes side, at amatører ikke må deltage, så må vi selvfølgelig rette ind efter dette.
Hvis det imidlertid er DTC tolkning, så stiller sagen sig helt anderledes.
Om vi skal afvikle løb, må helt og holdent afgøres af, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Argumentet om, at det skulle være mere forsvarligt, hvis vi ikke tillader amatører at deltage i løb, holder ikke, når man samtidig tillader amatører at stille med heste til start, og dermed have gang på staldområde. Amatørerne bliver da ikke en større smittekilde, hvis de bevæger sig ud på banen. Må vi godt varme vores heste op, eller skal dette også gøres af professionelle af sundhedsmæssige grunde.
Enten er afvikling af væddeløb en erhvervsmæssig aktivitet, eller også er det ikke. Aktiviteten bliver da ikke til en sports- eller fritidsaktivitet, hvis en amatør deltager. Det vil svare til, at hvis det tillades at afvikle Superliga fodbold, så må klubberne ikke stille med amatører på banen.
Jeg har selv fulgt DTC anbefalinger indtil nu. Jeg har Confusion Tårs i professionel træning, og har bakket træner og DTC op, og valgt ikke at starte hesten, selv om det var oplagt at sende den til Sverige hvor den har startet ofte med succes.
Hvis jeg forventer, at få den samme kvalitet i træningen og den samme gode pasning af hesten, af de fantastiske staldfolk, når Coronakrisen er ovre, så må jeg lade hesten forblive i træning, så længe det er økonomisk forsvarligt for mig. Der er en regning der skal betales på grund af Coronakrisen, men hvis vi alle bidrager med det vi nu kan, så regningen bliver delt ud på så mange skuldre som muligt, så kommer vi også igennem krisen. Dette har medført en udgift for mig, velvidende at der i en periode ikke var nogen mulighed for indtægt.
Det er de hesteejere, der har beholdt deres heste i træning, der har ofret sig i solidaritetens navn. Når jeg så bliver diskrimineret af mit eget forbund, fordi jeg er i besiddelse af et amatørlicens, så får det mig altså op i det røde felt, og det vil betyde, at jeg tager min hest hjem fra træning. Jeg har ofret mig, men vil ikke være til grin for mine egne penge. Jeg beklager det meget over for træneren, men det er konsekvensen af DTC beslutninger.
Jeg vil gentage mit spørgsmål til DTC: er det et krav fra myndighedernes side, at amatører ikke må deltage i løb?
Hvis det er tilfældet tager jeg alle mine ord i mig igen.
m.v.h.
Bjarne Sørensen
Stald Tårs
Vi har fremsendt ovenstående til formandskabet og daglig ledelse i Dansk Travsports Centralforbund for besvarelse.