TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: En vild glæde til derbyweekenden

af | Nyheder

Lars Donatzky, mangeårig hestesportsjournalist tager i dette indlæg til Talerstolen hul på Derby-måneden og forventningerne til fremtiden for Charlottenlund Travbane.

Selv om man er 75 år, kan man godt glæde sig som et lille barn til derbyweekenden.



Her om få uger samles hele trav-Danmark til en kappestrid, som år efter år har begejstret travfolk fra hele landet, og som tidligere har haft et stort besøg af københavnere.
Det besøg er faldet, men det skal ikke tage glæden fra os andre, der har oplevet dette stævne i de historiske rammer mange gange, uanset om det er 5, 10 eller 68, som i mit tilfælde.

Glæden over sporten oser forhåbentligt også ud af de historiske indlæg jeg har skrevet til Travsportens Hall of Fame (ikke bidragyder mere), mine mange tidligere skriverier i Politiken gennem 50 år eller i
Væddeløbsbladet, som jeg fortsat med stor glæde skriver til, så længe mine artikler er velkomne.

I forbindelse med derbyweekenden vil jeg (og sikkert mange andre) gerne sende en dybtfølt tak til alle degæster fra Fyn og især Jylland, der mange søndage om året har ofret en hel søndag fra tidlig morgen til sen aften for at drage til Lunden og konkurrere.

Det har givet os sportsfanatikere fantastiske oplevelser.

Tak for det.

At det kun sker i beskedent omfang nu, dieselpriser, inflation og reducerede præmier taget i betragtning, er kun naturligt, og vi kan kun glæde os, når vi får besøg vestfra.
Jeg er alligevel en fast gæst til daglig og nyder hestene.

Lundens trænere kæmper på, det bedste de kan, og jeg har villet støtte Lunden i tiden med stald Politiken med heste hos Thomas Fischer, Steen Juul, René Jonassen og Nicolaj Andersen – og med senere deltagelse i Lunden-hestene.

Desuden har jeg lavet de plancheopslag om travsportens historie med brug af historiske billeder, også med hjælp fra fotograf Burt Seeger. De plancher, der er ophængt i spillehallen.

Man vil se forgæves i Lundens regnskaber efter aflønning, så jeg har da ikke skadet økonomien ved det.

Min betingelse var, at jeg bestemte al tekst og billeder.

Dette skal slet ikke være en jeg-jeg-jeg historie, men er måske nødvendig for forståelse af det næste.

Demokratiet har talt
Man skulle måske tro, at jeg af den grund tilhørte de medlemmer, der med et lille flertal stemte for ”bevarelse af Lunden” i stedet for at tilhøre det store mindretal af medlemmer, der gerne ville undersøge mulighederne for en flytning til Skovbo (Noget sådant har jeg direkte anbefalet i tidligere indlæg til Talerstolen).

Jeg skal slet ikke gentage mine argumenter, men jeg mener ikke, at man kan leve af nostalgi, og jeg mener heller ikke, at man af hensyn til travsportens helhed bare kan lade milliardgrundens værdier synke i et hul i jorden.

Jeg har så forsøgt at spørge tre ”bevarelse af Lunden”- medlemmer, om de har en indsigt, jeg ikke har, og om de vil forklare mig lidt om det.

1.svar: Nej, det er nu mest af nostalgiske grunde.

2. svar: Nej, men mon ikke banen holder i vores tid. (Joh, men…)

3. svar af en person, jeg ellers har kendt godt og følt et normalt travven-forhold til:
En råben ”Du må da være helt væk… Du må da være helt væk” ud over hele spillehallen, hvor jeg tænkte ’Nu får jeg squ da en kæverasler’.
Så galt gik det ikke, men jeg tænkte.

Måske skulle jeg lade være med at spørge flere .

Der er jo ikke så mange i spillehallen, så andre kan have oplevet det.

Manden (du) er for længst tilgivet, og vi er jo vant til, at ”proppen kan ryge af i denne sport”.
Lunten er ofte lidt kort, og fred være med det.
Mine oplevelser er isoleret set fuldstændigt ligegyldige, men jeg synes de rejser et vigtigt spørgsmål:

Et godt demokrati fordrer god information!

Og har vi fået det?

Det er i hvert fald ikke gået op for mig.

Jeg har fået besked om omstrukturering af bestyrelsen, og læst et interview i Villabyerne, hvor Henrik Johannsen udtrykker glæde over fælles kurs og fodslag i bestyrelsen. Der var store fotos med Henrik Johansen på forsiden, og også fra banen, men ellers intet indhold i artiklen.

Nyhedsbrevet i juli gav ikke mere info.

Man ønsker medlemmerne en god sommer, og nævner, at man har ansat Klaus Koch.

En dygtig hestemand, som jeg og sikkert mange andre har stor tillid til, men han er nu embedsmand, kæmper for mig at se med en umulig opgave, og han skal i sagens natur følge sin bestyrelse.

Derfor er Kochs og min hyppige dialog om Lunden naturligvis også ophørt. Ingen skal føle sig kompromitteret.

Nu er det, at jeg tænker to ting.

1) Intet ville glæde mig mere end at blive overbevist om mine egne fejlslutninger. Men hvordan skal jeg det uden information?

2) Hvorfor er der dog ikke nogen ”bevar Lunden medlemmer”, der presser på for information?

Medlemsmødet til november
Jeg kan se for mig, at medlemsmødet til november vil blive indledt med en status over den gode derbyweekend.

Sådan plejer det jo at være.

God stemning og godt humør.

Men det vil være en katastrofe, hvis ikke bestyrelsen vil forklare lidt om
1) Hvilke driftsmidler venter man at modtage i de kommende år. (ikke bare 2023)
2) Hvilket præmietilskud forventes i de samme år. (Ikke bare 2023)
3) Hvor mange løbsdage regner man med at afholde i de kommende år….
4) Hvad er den estimerende præmiesum og førstepræmie i de normale klasseløb i de kommende år…
5) Hvor mange heste regner man med at få til start under de givne omstændigheder.

Jeg kan da ikke være den eneste, der frygter tilstanden i de kommende år, når ”statstilskudet” reduceres og falder bort, og der samtidig skal arbejdes med ”sikre baner”.
I håb om mirakler – hilsner til alle travfolk – uanset synspunkter.

Vi ses til en fest i derbyweekenden.

Lars Donatzky