TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Alle medlemmer af DTS kan og skal naturligvis møde op til OGF på mandag!

af | Nyheder

Med et brev til udvalgte medlemmer af Det Danske Travselskab har Formandskabet bragt tvivl om disses ret til at overvære/stemme på mandagens generalforsamling. Bestyrelsesmedlemmet Michael Juul Nielsen opfordrer i dette indlæg til Talerstolen disse medlemmer til at møde op.

Kaj Holm & Morten Thanning Vendelø har 3 dage (fredag den 25. marts 2022) før den ordinære generalforsamling i Det Danske Travselskab i morgen, mandag, udsendt et brev til udvalgte medlemmer af DTS om at deres stemmeret er suspenderet.

Dette er ulovligt, da der ikke findes en hjemmel i foreningens vedtægter eller i foreningens jura i øvrigt, om at suspendere et medlems stemmeret.

Til den seneste generalforsamling 27. januar 2022 fandtes der 209 medlemmer af foreningen, som alle havde betalt årets kontingent.

Hvis et af disse 209 medlemmer nægtes adgang, nægtes stemmeret eller på anden vis lægges hindringer i vejen for deres deltagelse vil generalforsamlingen ikke kunne gennemføres på lovlig vis og må derfor annulleres.

Beslutningen om at true udvalgte medlemmer til at blive væk, har Kaj Holm og Morten Thanning Vendelø truffet helt alene – uden at informere eller drøfte dette med den øvrige del af bestyrelsen.

Den øvrige del af bestyrelsen har forsøgt at komme i kontakt med Morten Thanning Vendelø og Kaj Holm, men de har desværre ikke reageret på vores mange henvendelser.

De har i øvrigt heller ikke reageret på henvendelser fra flere menige medlemmer af Det Danske Travselskab (DTS).

Jeg vil sige til alle medlemmer af DTS, at de naturligvis bare skal møde op på mandag og bruge deres stemmeret, taleret og deltage i den demokratiske proces.

På gensyn.

Med venlig hilsen

Michael Juul Nielsen

Bestyrelsesmedlem DTS