TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talentparade på Lunden i eftermiddag

af | 17. okt 2021 | Nyheder

Eftermiddagens sportslige godbidder på Charlottenlund Travbane er prøverne til 2-åringernes største løb, Dansk Opdrætningsløb. Bemærk 1. løb starter klokken 14.30.

Hnokki Speed med Birger Jørgensen. Foto Hesselborg Foto

Der afvikles tre prøver til Dansk Opdrætningsløb og fra hver af disse prøver kvalificerer de tre bedst placerede sig samt den fjerdehest, der står bedst til i pointberegningen.

Pointberegningen toppes af Heavenly Stone og Hnokki Speed, der er sikre på et wild card til finalen, hvis de ikke skulle kvalificere sig i eftermiddag.

Jan Friis-trænede Hnokki Speed (Wishing Stone) med Birger Jørgensen indledte karrieren med to flotte sejre, men svigtede så ved galop ind i første sving på Derbydagen.

Med rekord 1.15.4 er Hnokki Speed hurtigste deltager i 3. løb, der er den første prøve.

Her deltager også Hans H. Kristoffersens Henrik Will (Great Challenger) med Jörgen Sjunnesson, der leverede en meget stærk ophentning efter galop i sin debut i Aalborg, hvor den sejrede i 1.17.9a/2140 m.

Spændende bliver det også at se, hvad franskejede og Tomas Malmqvist-trænede Holly Go Lightly (Västerbo Prestige) kan præstere.

Holly Go Lightly, der ejes af Hunter Valley, der er en af fransk travsports hårdest satsende ejere, er godkendt i Frankrig på 1.18.8.

Hun tilhører sidste årgang efter Västerbo Prestige og er første føl efter 1.10-hoppen Udessa Degli Dei, der kommer ud af samme moderlinje som bl.a. Lisa America!

Hyde Park (Michael’s Turn) med Michael Lønborg vil også kunne tale med i kampen om en finale-billet. Den har løbet godt og stabil i sine hidtidige starter.

Howlingatthemoon med Jan Dahlgaard. Foto Hesselborg Foto

Anden prøve ligger som 5. løb og får Peter Rudbecks Howlingatthemoon (Cantab Hall) med Jan Dalgaard som favorit.

Med 1.14.7a/1640 m er Howlingatthemoon årgangens hidtil hurtigste hest.

Fin fart har Ken Ecce-trænede Heti (E L Titan) også vist på en andenplads i 1.15.8/1640 m volte på Jägersro.

Ken Ecce er udelukket og derfor kører Jörgen Sjunnesson Heti.

En luring er der i Hugo Boss Shadow (Orlando Vici) med Knud Mønster, der i derbyweekenden var på vej mod spids ind i opløbssvinget, hvor den pludselig galoperede.

Her udgår Kenneth P. Hansens Hjalmar N, der ellers ville have været en af favoritterne.

Heavenly Stone med Knud Mønster kommer fra sejr i Jydsk 2-årings Grand Prix . Foto Ole Hindby

Med sejr i Jydsk 2-årings Grand Prix i bagagen og to sejre og en andenplads i tre starter bliver Heavenly Stone (Wishing Stone) med Knud Mønster favorit i den tredje prøver, der ligger som 8. løb.

Bo Westergaards Hambo (Dominion Beach) med Nicklas Korfitsen og Martin Hansens Hashtag Ostedantik (Great Challenger) med Michael Lønborg er de næste chancer.

Bemærk at løbene på Lunden først starter klokken 14.30.

Der er 11 løb på programmet – baneprogrammet finder du på dette link – klik her

Du finder også programsider og tips i derby25s program – klik her