TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Takethem på vej hjem

af | Nyheder

Efter sin fine indsats i søndagens Prix de Belgique er Takethem nu på ej mod Danmark, men måske vender den tilbage på Vincennes i Prix d’Amerique-weekenden.

Takethem (med hvid kusk) bliver nummer fire i Prix de Belgique, da 7 Carat Williams galoperer. Foto Gerard Forni

-Havde vi været sikre på at Takethem kunne få startplads i feltet i Prix Jean Rene Gougeon, så var han blevet i Frankrig og havde stået hos Bjørn Goop, men da det langt fra er sikkert, om han kan komme med, så har vi valgt at tage ham tilbage til Danmark og han er på vej hjem nu, siger Steen Juul til Travservice.

I dag kunne man ellers læse på svenske travsider, der refererede Stall Goop, at Takethem var forblevet i Frankrig og i træning hos Goop, men det har altså intet på sig.

Da Travservice kontaktede Steen Juul mandag formiddag, lød han da også overrasket.

-Nej, som sagt, så var Takethem nok blevet i Frankrig, hvis han var sikker på at kunne komme med i løbet på Prix d’Amerique-dagen, men som jeg ser det, så bliver det meget svært for ham at komme ind i løbet, siger Steen Juul.

Prix Jean Rene Gougeon er for 6-8 årige, der max. har tjent 361.000 Euro.

Takethem starter efter søndagens fjerdeplads med 307.700 Euro og pt vil det faktisk give ham en plads i feltet baseret på anmeldelser til løbet, der er foretaget på dette tidspunkt.

Anmeldelsesfristen slutter imidlertid først næste mandag, så der kommer helt sikkert flere heste på anmeldelseslisten.