Takethem fra anden række
Den endelige startliste til Prix Jean Rene Gougeon på Vincennes på søndag, hvor danske Takethem med Bjørn Goop starter, er nu klar
18 heste kommer til start i Prix Jean Rene Gougeon, der køres over 2100 meter auto og med en samlet præmiesum på 105.000 Euro.
Det lå i kortene, at Steen Juul-trænede Takethem ville få startplads i anden række, og det har From Above-sønnen da også fået.
Takethem trak spor 14 og får ryg på 5 Aufor de Mire med Charles Biegon.
Takethem er ikke eneste skandinaviske islæt – 2 Day and Night In med Johan Untersteiner, 15 Radieux med Dominik Locqueneux, 17 Global Respons med Christophe Martens samt 18 Montdore med Robert Bergh er bl.a. også med i feltet.
En af løbets forhåndsfavoritter er Bold Eagles lillebroder, 12 Cash and Go med Franck Nivard, der kommer med tre sejre i træk.
Senere på ugen ser vi nærmere på feltet og hvilken chance Takethem har.