Walners verdensrekord for 2-årige hingste på 1.09.3 var i fare for at blive forbedret på The Red Mile torsdag eftermiddag.
To af USA’s bedste 2-årige hingste, Cantab Fashion (Cantab Hall) og Green Manalishi S (Muscle Hill) mødtes i en afdeling af The International Stallion Stake torsdag eftermiddag på The Red Mile.
I sidste uge havde de hver især vundet en afdeling i Bluegrass Stake – Cantab Fashion, der trænes af Jim Campbell kom med fem sejre i træk, mens Marcus Melander-trænede Green Manalishi S havde vundet sine tre seneste starter.
Green Manalishi S med Tim Tetrick var trods spor 9 spillernes favorit, men det skulle vise sig, at den var chanceløs over for Cantab Fashion med David Miller, der havde trukket spor 1.
Ganske vist kunne Cantab Fashion ikke forsvare sin inderbane, og kom afsted som nummer tre, og Green Manalishi S var hurtigt fremme og sad i ryg på denne.
Med 1000 meter tilbage sendte David Miller Cantab Fashion frem i angreb på den førende Battenberg (Trixton) med Corey Callahan – de første 800 meter blev afviklet efter 1.08.9 – og man begyndte at lugte en verdensrekord.
Ind i opløbssvinget havde Cantab Fashion føringen, og nu arbejdede Green Manalishi S sig op udvendigt for denne – 1200 meter efter 1.09.6!
Der blev dog aldrig spænding om udfaldet – dertil var Cantab Fashion for stærk, og derfor står Walners verdensrekord på 1.09.3 (1.51.3) fortsat.
Cantab Fashion vandt i 1.09.5 ( 1.51.4) for femte gang i træk og i blot seks starter.
I sin debut galoperede den i første sving – ellers har den været sikkerheden selv og har nu tjent 110.600 dollars.
Cantab Fashion er ejet og opdrættet af Fashion Farms. Moderen til Cantab Fashion, Defiant Donato er efter Donato Hanover og den tidligere verdensrekordholder for ældre hopper, Beat the Wheel.
Beat the Wheel er i øvrigt også moder til avlshingsten Beaumont Hanover.
Green Manalishi S, der er svenskfødt og i fjor blev solgt for 3 millioner SEK på Kolgjini-auktionen, har nu startet 8 gange og har aldrig været dårligere end nummer to.
Det er blevet til 5 sejre og 3 andenpladser og dagens notering på 1.09.7 ar selvsagt rekord. Green Manalishi S har vinderrekord 1.10.7.
Der blev kørt i alt tre afdelinger af The International Stallion Stake.
De to andre vandtes af hhv. Domenico Cecere-trænede Kings County (Muscle Hill) med David Miller i 1.10.0 og Jimmy Takter-trænede Super Schissel (Uncle Peter) med Yannick Gingras i 1.11.2.
I eftermiddag afvikles der fem afdelinger af International Stallion Stakes for hopper og desuden skal såvel Peter Wilhelmsens Night Hall som Knud Erik Ravns Fearfull Dreamer starte i ordinære 2-årsløb