Den årlige tur til Lexington, Kentucky er påbegyndt, og i bogstaveligste forstand fløj mine tanker på turen til New York tilbage til den september dag for 50 år siden, da jeg for første var i USA. Nu er jeg på vej igen – og meget har ændret sig.

Gennem et langt liv med rejser over stort set hele verden, er der nogle rejser man husker bedre end andre.

Min første tur til USA sammen med vennerne Tage Hemmingsen og Knud Tastum er en af dem.

Vi skulle egentlig have deltaget i den tur som Aarhusianske FVU havde arrangeret til Kentucky Futurity, men jeg tror det var Knud (Tastum), der var mere til galop end til trav, der fik vores planer drejet hen imod en selskabsrejse, hvor man var rundt i hele USA!

Og så blev det!

Den store Amerikarejse på 21 dage!

Det startede ikke så godt, som det kunne have gjort.

Vi tjekkede ind i Beldringe  (nu H C Andersen Airport) – det er jo lang tid før Storebæltsbroen – og havde fået at vide, at vore kufferter ville være tjekket ind hele vejen til New York.

Og så tog vi med fly fra Beldringe til Kastrup.

Vel ankommet til Kastrup fandt vi et cafeteria i afgangshallen, og nød nogle af de produkter, der er med til at gøre Danmark kendt i udlandet – også på det tidspunkt.

Dengang var der udkald over højtalerne til flyene, og da de var begyndt at snakke om Last Call tænkte vi, at nu var det vist tid til at finde den flyver, vi skulle med.

Op ad trappen til første sal til billetkontrol – jeg mindes ikke dengang der var en speciel sikkerhedskontrol.

Men ved billetkontrollen blev vi stoppet.

– I skal have boardingpass!

-Jamen vi har jo billetter her. Hvor får man boardingpass?

-Dernede, sagde manden brysk og pegede ned på afgangshallen, hvor der så ud til at være en pæn kø, der hvor vi skulle have disse boardingpas.

Vi fik også mavet os frem, men den flinke dame havde problemer.

-Jeg kan ikke seate jer, jeg kan sætte jer på stand by, og så må I se hvad der sker.

Uvidende og forventningsfulde som vi var fik vi disse stand by papirer udleveret og så gik det ud til gaten.

Der var mange mennesker ved gaten, men det kunne vi sådan set ikke tage os af – vi skulle jo til New York.

Men så let gik det ikke.

Vi blev bedt om at stille os over sammen med nogle andre – der også skulle vise sig at være sat på stand by.

Maskinen var overbooket – vi kunne ikke komme med.

Der blev forsøgt at finde en alternativ adgang, men uden held.

Enden på den misere blev at vi blev indkvarteret på Hotel Sheraton, der dengang lå ved søerne – og det var på Pan Ams regning.

Det hele – mad og drikke.

Og de fik lov til at betale, skal jeg hilse at sige.

Det var dog lidt ærgerligt at rende rundt i cowboybukser, rød vindjakke og et par sko med hul i sålerne – jeg havde regnet med at skulle købe nye sko i New York!

Vi kom afsted dagen efter – og nåede også at hilse på Ole Hindby og kompagni i New York, som efter Lexington nu var på vej hjem.

Og det er næsten på dato, at jeg nu er på vingerne til New York, for Kentucky Futurity 1976 blev kørt den 2. oktober og vores afrejsedag var nok den 1. oktober.

Nu sidder jeg i New York og venter på at skulle flyve til Detroit og derfra til Lexington.

Aalborg-banden med Knud Erik Ravn, Gunner Christiansen, Freddy Christensen og Ole Ivan Madsen – rangeret efter alder – var med flyet, men tager over Cincinnati og kører så til Lexington, hvor vi skal bo på det samme hotel igen som tidligere år – Springhill Suites, der ligger lidt oppe og ned til The Red Mile.

Og så er årets første udgave af Rejsebrev fra Lexington dermed i luften!