TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svensk Derbyvinder i dansk comeback

af | Nyheder

Efter en løbspause på over 3½ år er den svenske 2015-Derbyvinder Conlight Ås nu klar til comeback.

Conlight Ås var igennem “første del” af karrieren i træning hos Svanthe Båth, men har ikke startet siden april 2016, hvor han blev nummer to på Vincennes i tiden 1.14,3/3525 meter. Som 3-, 4- og 5-års vandt Conlight Ås syv løb og 2.688.000 kroner i 25 starter.

Conlight Ås ved hingstefremstillingen i februar måned

Nu befinder Conlight Ås sig hos Århus-træner Lillian Uglebjerg, som har trænet kontinuerligt med Conway Hall-sønnen siden midten af august måned og fredag eftermiddag på Fyens Væddeløbsbane er det altså tid til comeback når Conlight Ås skal i prøveløb med René Kjær i sulkyen.

-Drømmene er store – meget større end forventningerne! siger Lillian Uglebjerg til Travservice.dk.

-Men kan han holde sig frisk og skadefri, så tænker jeg da at han kan blive et godt tilskud til den danske Liga 1. Prøveløbet er lidt en test for om alting holder, da han kun har gået ét arbejde efter 1.25/1600 meter. Udover det har han selvfølgelig gået en masse intervaller, men aldrig hurtigere end 1.35.

Lillian Uglebjerg lejede oprindeligt Conlight Ås som avlshingst.

-Jeg har fået ham via Kurt Rabe, en fælles ven med de tidligere ejere, Stefan og Anders Granath (Brodin Chartering). Oprindeligt var det planen at han skulle være avlshingst, men grundet problemer med det “karrierevalg”, forærede de mig hesten og de er helt indforståede med at jeg prøver ham som løbshest igen, siger Lillian Uglebjerg.

-Conlight Ås har haft nogle enkelte hopper i år, men desværre kom kun en af dem i fol. Jeg prøver dog at bedække et par af mine egne hopper igen til foråret, for at se om der er bedre held ved naturlig bedækning.