Bent Svendsen serverede en oddsbombe til knap 30 gange pengene da der blev kaldt til Fynsk Fredag.
Hesten var Athena L P (Great Challenger) og hende serverede Svendsen et helt perfekt løb for i 3. indvendig efter at først Terminator og siden Una Cæsar havde ført an med Babuszka Simoni udvendig for sig.
Her bakkede Svendsen fri og angreb i opløbet, hvor Athena L P fløj forbi til sidst og vandt sikkert på 17,7/2140 auto før Babuszka Simoni og Terminator.
– Distancen var lidt imod hende i dag, men det løste sig med positionerne og det blev rigtig sikkert, sagde Bent Svendsen efter sejren.
Rocky slog knockout
I eftermiddagens hovedløb – Oberstløjtnant Sørensens Mindeløb – førte Armani S an undervejs, mens favoritten Rocky Egedal (Dream Vacation) kom frem udvendig over den sidste omgang af løbet.
Alligevel var han klart stærkest i opløbet, hvor han enkelt afvæbnede Armani S og afviste angreb fra Picasso til slut.
Vindertiden for den Børge Mathiesen-trænede og -ejede hest blev 17,7/3200 volte.
En favoritsejr mere klarede Birger Jørgensen i V5-finalen, da han førte hele vejen med Madonna Mia og åbnede i 1:15-fart den første kilometer.
Sidste sving rundt lignede den 6-årige Il Capitano Yankee-dattere en rund million og da Jørgensen “slap elastikken” i opløbet gled hun bare væk til sejr før Solo, der gik uden ryg i sporene de sidste 6-700 meter og Troja Cæsar, der havde siddet i ryg på Solo.
– Hun har haft en rigtig god udvikling. Hun var lige rykket en tand op, men løste det perfekt, sagde Birger Jørgensen om den Brian Chronager-trænede hoppe.
Vindertiden 14,1/1640 auto.
Kjær haler ind
René Kjær var inden løbene fem sejre efter Steen Juul på trænerlisten, men med to sejre tog han lidt af det ind.
Først kunne Alonso P D midtvejs gå frem i dødens på førende Staro Let’s Dance, der i opløbet blev sikkert nedkæmpet til sejr på 18,3/2160 volte.
Laurids Jensen træner den store Igor November-søn.
I V4-finalen kunne Kjær føre hele vejen med favoritten Sarek (Cromwell), der til slut blev angrebet af Thomas Sensei og Alfons Åberg.
Kjær red dog stormen af og 3-åringen vandt ret sikkert på 16,2/1640 auto før Alfons Åberg og Thomas Sensei.
– Jeg synes det var pænt, men så heller ikke mere. Jeg fik lov at styre hvad jeg ville, men han har døjet med halsen så måske det er forklaringen. Der er stor kapacitet hos den lille hest, sagde René Kjær efter sejren med den Martin Hansen-trænede vallak.