TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svendsen erkender:  Det var gak gak!

af | 27. apr 2026 | Nyheder

Bent Svendsens indrømmer, at hans kørsel med Kalles Krisbe Notz i søndagens Lord Valentines Mindeløb var for vanvittig.

1.08.9 viste banespeakeren Vagn Honums stopur for de første 1000 meter i Lord Valentines Mindeløb for 5-åringer på Skive Trav søndag eftermiddag.

Bent Svendsen Arkivfoto

Det hårde tempo sørgede Kalles Krisbe Notz med Bent Svendsen for ved at presse på den førende Kungfufighting med Jann Dahlgaard.

Med 600 meter tilbage var Kalles Krisbe Notz træt, og da Kreadlys Lew med Joakim Løvgren, der havde siddet lunt i ryg på de to duellanter nu kom i angreb, fik den let spil og kunne gå til sikker sejr i banerekordtiden 1.10.9a/2060 m foran en tapper Kungfufighting i 1.11.0, mens Kalles Krisbe Notz blev nummer fem i 1.11.9.

-Skulle jeg køre løbet en gang til er det klart, at jeg ikke ville køre på samme måde , som jeg gjorde, siger Bent Svendsen til travservice.dk.

-Det var jo helt gak gak, det jeg fik gjort, men jeg tror, at jeg blev overrasket over at Kungfufighting åbnede så hurtigt at den kunne tage spids.  Ja, det var virkelig overraskende og jeg tror det var det at den fløj fra start, der overraskede  – ikke blot for mig, men også for mange andre.

-Min taktik var jo at køre frem fra start til spids og så slippe. Nu blev det helt dumt ved at jeg hang udvendigt på Kungfufighting og  i et vanvittigt tempo.

-Jeg skulle selvfølgelig have taget op i hesten og lagt os i en såkaldt ”blød dødens”.

-Sket er sket. Jeg tror ikke, at jeg er kusk på Kalles Krisbe Notz mere, men det er også helt OK.

-Jeg kan også mærke, at jeg ikke længere er så skarp i løbene, som jeg var dengang jeg kørte meget mere. Nu bliver det kun til enkelte køreture, og sådan bliver det også i fremtiden.

-Travsporten er heller ikke længere mit levebrød, jeg har fået et godt 8-16 job, men i familien vil vi fortsat have travere, slutter Bent Svendsen.