TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svebølle-manden tilbage i travsporten

af | 27. apr 2026 | Nyheder

Jens Rasmussen, Svebølle, der i dag fylder 75 år, er tilbage i travsporten og har givet sig selv en 3-årig travhest i fødselsdagsgave.

Det er 25 år siden Jens Rasmussen solgte sit eget opdræt, Comma Svebølle og tog en time-out fra travsporten, der stort set har varet lige til nu, hvor han atter er  aktiv som hesteejer med købet af Munter (Zola Boko).

Jens Rasmussen med sin fødselsdagsgave, Munter

Jens Rasmussen har dog i flere år varmet op til et comeback ved at følge naboen Peter Spenglers heste, og nu er springet taget med Munter, der er i træning hos Jens Arne Hansen.

Det er en gammel interesse, der er blusset op igen.

Allerede som 11-årig fik Jens Rasmussen sin første hest, Saloma og blev opdrætter af Helle Svebølle, der i 1964 vandt I C Tvedes Memorial.

Travsportsinteressen var så stor hos den vestsjællandske knægt, at han kom i erhvervspraktik på Charlottenlund Travbane – i øvrigt som den første nogensinde.

I 1975 vandt Jens Rasmussen sit første løb med Nivea og siden havde han bl.a. stor succes med Armstrong Rogue.

At gammel kærlighed ikke ruster, er Jens Rasmussen således et godt bevis på med sin nyerhvervelse, Munter.

Væddeløbsbladet ønsker Tillykke