TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svar uden substans

af | Nyheder

 

Kulturminister Bertel Haarder har svaret på to spørgsmål fra det socialdemokratiske folketingsmedlem Orla Hav omkring hestevæddeløbssporten, men der er ikke megen substans i de svar,

Dansk Hestevæddeløb er inde i en alvorlig krise. Tre baner står til at lukke portene fra Nytår.

Flere hundrede arbejdspladser – direkte og indirekte – vil forsvinde som følge af disse banelukinger.

De professionelle  hestetrænere må lukke deres stalde. Heste vil blive solgt til andre baner, men mange vil blive solgt til slagteriet!

Travamatører mister deres hobby.

Mange børn vil miste deres kæreste fritidsinteresse – pony travet, som dyrkes med stor flid på de tre baner .

Det var derfor ikke noget uinteressant spørgsmål Orla Hav i begyndelsen af november stillede til Kulturminister Bertel Haarder:

Spørgsmål: Er ministeren indstillet på at finde en løsning på hestevæddeløbssportens vilkår under et stærkt tidspres af hensyn til sportens overlevelse?

Svar: Dansk Hestevæddeløb har d. 6. november 2015 fremsendt et nyt forslag til en fremtidig finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten samt fremsendt uddybende bemærkninger til forslaget d. 19. november 2015.

Regeringen er ved at kigge på dette forslag. Jeg har overfor Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond og Dansk Hestevæddeløb givet udtryk for, at jeg gerne vil finde en løsning for hestevæddeløbssporten.

Jeg vil dog holde fast i, at den alternative løsning skal være et bæredygtigt alternativ, hvilket er en grundlæggende præmis i den politiske stemmeaftale om idræt af 6. maj 2014 for en alternativ finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten.

Bertel Haarder

I dag skriver vi den 9. december.

Der er 15 dage til Juleaften. Danmark er ved at gå på Juleferie.

Flere hundrede familier ved ikke i skrivende stund om de er købt eller solgt.

Fortsætter deres væddeløbsbane?

Det er kun Bertel Haarder, der kan svare ved at få afklaret spørgsmålet omkring totalisatorbevillingen.

Vil man overgive den til Dansk Hestevæddeløb eller ej?

Netop totalisatorbevillingen er blevet en omdrejningspunkt for dansk trav og galopsports overlevelse efter man ved Idrætsforliget i fjor fjernede 30 millioner kroner fra HFFs budget.

Orla Hav stillede endnu en spørgsmål til ministeren på baggrund af at det har været fremme, at skal Dansk Hestevæddeløb overtage toto-spillet, skal man forlods betale 19 millioner kroner til Kulturministeriet som en afgift.

Spørgsmål: Finder ministeren det rimeligt, at hestevæddeløbssporten permanent skal afkræves et beløb på 19 mio. kr. årligt ud over det bidrag, der kommer ind ved den statsafgift, som spillet er pålagt?

Svar: Det var et enigt Folketing, der sidste år besluttede at reducere hestevæddeløbssportens andel af udlodningsmidler for bl.a. at kunne prioritere bekæmpelse af doping i idrætten, tiltrækning af store idrætsbegivenheder til Danmark og talentarbejdet i regi af Team Danmark.

Som jeg også henviser til i svaret på KUU (alm. del.) spørgsmål 26 har jeg over for Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond og Dansk Hestevæddeløb givet udtryk for, at jeg gerne vil finde en løsning for hestevæddeløbssporten, men at den alternative løsning skal være et bæredygtigt alternativ.

Dansk Hestevæddeløb har d. 6. november 2015 fremsendt et nyt forslag til en fremtidig finansieringsmodel for hestevæddeløbssporten samt fremsendt uddybende bemærkninger til forslaget d. 19. november 2015. Regeringen er ved at kigge på dette forslag.

Bertel Haarder

Der er ikke meget indhold i Bertel Haarders to svar!

Orla Hav – og Dansk Hestevæddeløb kan langt fra være tilfredse med dem!