TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Svanstedt bag to verdensrekordholdere

af | Nyheder

Åke Svanstedt var flyvende på The Meadowlands i nat, hvor han satte to verdensrekorder bag den danskejede Six Pack samt Plunge Blue Chip.

Svenske Åke Svanstedt ser ud til at have trimmet sine kandidater til såvel The Hambletonian som til The Hambletonian Oaks bedst muligt, for efter nattens storløb på The Meadowlands er favoritternes til de to klassiske løb fra hans stald.

Six Pack

I hingstenes Stanley Dancer Memorial kunne Åke Svanstedt bringe Six Pack, der delejes af danske Lars Berg, til sejr i 1.50.0 – kilometertid 1.08,4, hvilket er ny verdensrekord for 3-årige hingste. Den gamle tilhørte Donato Hanover med 1.50.1 – kilometertid 1.08,6.

Six Pack (Muscle Mass) lå undervejs på en tredjeplads i feltet, der blev ført an af Alarm Detector (Chapter Seven) med Trevor Henry.

Der var lagt hårdt ud med 1.05.5 de første 400 meter, mens 800 meter blev passeret efter 1.08.1, så allerede her begyndte det at lugte af en rekordtid.

Med 400 meter tilbage var Six Pack fremme udvendigt for Alarm Detector og tilkæmpede sig føringen og efter en afslutning i 1.08.0-tempo var sejren og en førstepræmie på 90.500 dollars en realitet,

You Know You Do (Muscle Hill), der havde skygget Six Pack hele rejsen, blev nummer to i 1.08.6 – 2 ¼ længde efter, mens Alarm Detector besatte tredjepladsen i 1.08.8.

Kolgjinis Hambletonian-håb, Tae Kwon Deo sluttede på en syvendeplads i 1.09.7.

Plunge Blue Chip

Jimmy Takters hoppe, Manchego (Muscle Hill) med Yannick Gingras var storfavorit i Delvin Millers Memorial, men også her slog Åke Svanstedt til.

Manchego var i spids til kort før mål, hvor Plunge Blue Chip (Muscle Mass) kæmpede sig forbi til sejr i ny absolut verdensrekord for en 3-årig traver – 1.49.4 – kilometertid 1.08.3.

I modsætningen til Six Packs rekordløb, hvor der blev lagt hårdt ud fra start, var tempoet her 1.08.0/400 m – 1.07.9/800 m og afslutningen for Plunge Blue Chip 1.08.0.

Her var der 62.250 dollars i førstepræmie.

Der blev kørt to afdelinger i såvel Dancers som Millers Memorial.

Wolfgang

Hos hingstene var  den anden vinder Jimmy Takters Wolfgang (My MVP) med Yannick Gingras, der sejrede i 1.09.6, og da dette løb lå tidligere på aftenen end Six Packs understregede Wolfgang ved sejren sin favoritposition til The Hambletonian.

Den måtte han så senere afgive til Six Pack!

Wolfgang sejrede foran Classichan (Chapter Seven) med Trond Smedshammer, Zephyr Kronos (Ready Cash) og Evaluate (Andover Hall) med Corey Callahan, alle i 1.09.6.

Phaetosive

Norske Trond Smedshammer vandt den anden afdeling i Millers Memorial med Phaetosive (Explosive Matter) i 1.09.3 foran Perfect Summer K (Conway Hall) med Louis Roy og Hey Blondie (Cantab Hall) med Andy McCarthy, begge i 1.09.7.