Koldblodssportens nye idol, den norske hoppe Lannem Silje med 44 sejre i 48 starter er nu på skadeslisten.
Tirsdag kunne hestens træner Ola M Skrugstad over for Kanal 75 fortælle, at Lannem Silje havde pådraget sig en blødning i et gaffelbånd og derfor vil være borte fra løbene i en endnu ukendt periode.
”Jeg kunne mærke, at der var noget galt ved træningen mandag, og da var jeg meget bekymret. Hun står dog idag (tirsdag) med næsten fuld vægt på alle fire ben, hvor man ofte ser en hest med skadet gaffelbånd stå på tre ben. Men hvor lang tid, at hun skal være væk, ved vi først om et par uger,” forklarer Skrugstad.
Lannem Silje, der har tjent tæt på 7 mio. SEK, skulle have startet torsdag på Umåker Travbana.