TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Styrkeprøven på Vincennes

af | 25. feb 2024 | Nyheder

I eftermiddag afvikles det sidste af de store internationale løb i Vintermeetinget på Vincennes, Pris de Paris over velvoksne 4150 meter.

Prix de Paris er det tredje i rækken af de store løb i Vintermeetinget for internationale topheste.

Det starter med Prix d’Amerique over 2700 meter, hvad der er normaldistancen på Vincennes.

14 dage efter køres Prix de France over 2100 meter auto, hvad der er sprinterdistancen på Vincennes og endelig afsluttes der med Prix de Paris over 4150 meter.

De tre løb har været fast på løbskalenderen i Vintermeetinget i mange år.

I Frankrig er man dog nu begyndt at rejse spørgsmålet om, man egentlig skal have et Prix de Paris over 4150 meter-distancen.

Prix de Paris er kun et af fire løb i Frankrig, der køres på distancer længere end 4000 meter – længst er Criterium d’Endurance de Vichy på banen i Vichy, der er udskrevet over 4275 meter.

Det er da heller ikke altid Prix de Paris er blevet kørt over 4150 meter.

Frem til 1944 blev løbet afviklet på distancer mellem 3100 meter – 3200 meter, men i 1994 ændrede man såvel distancen i Prix d’Amerique fra 2650 meter til 2700 meter og Prix de Paris fra 3200 til 4150 meter.

Eftermiddagens løb har fuldt hus – 16 heste og er et ret åbent opgør med heste som Izoard de Vedaquais, Hokkaido Jiel, Inmarosa og Hussard du Landret som de mest chancerige.

Løbet køres klokken 15.15 og er dagens 5+-løb.

Løbsrekorden er på 1.13.3/4150 m sat i 2022 af Diable du Vauvert, der også er med i år, men ikke har vist nogen speciel form.