TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Styrkedemonstration

af | 2. nov 2014 | Nyheder

Winston Sisa med Jan Dahlgaard ser ud til at være en klasse bedre end sine jævnaldrende. Søndag eftermiddag vandt den en sikker sejr i Trefor 3 års Grand Circle Championatet på Fyens Væddeløbsbane.

Det var ikke bare det, at Winston Sisa (ENS Snapshot) vandt.

Det var måden, den vandt på!

Og den duel vi havde troet ville komme mod Wishing Boy, ja, den blev der aldrig noget af.

Dertil var Winston Sisa bare for god.

Spillerne havde ellers gjort Wishing Boy (ENS Snapshot) med Steen Juul, der startede fra første række, til favorit, men den havde intet våben mod Winston Sisa, da løbet gik ind i sin afgørende fase.

Jan Dahlgaard havde stor tro på sin hest.

Derfor kørte han tidligt frem i dødens på førende Wishing Boy med Winston Sisa og satte sig til rette.

Med 550 meter tilbage begyndte Dahlgaard at øge tempoet, og Wishing Boy måtte hurtig slippe.

Derefter var det et spørgsmål om, hvem der ville blive nummer to i løbet bag Winston Sisa.

Det klarede Wishing Boy akkurat i kamp med Wega Vang (Credit Winner) med Jeppe Juel, der undervejs sad i ryg på Wishing Boy.

120.000 kroner til Winston Sisa, der nu har tjent 633.500 kroner i karrierens 9 starter.

Der er ingen tvivl om, at Winston Sisa er årgangens konge, og det er da lidt befriende, at det for engang skyld ikke er en svenskejet/trænet hest, der er tale om.

Winston Sisa virker som en helt speciel hest.

Temperamentet ser ud til at være fortrinligt. Den gør det, den bliver bedt om – og ikke så meget mere.

Og så har den en ualmindelig lækker aktion.

Halvbroderen Wishing Boy er en helt anden type. Virker stresset op mod startvognen, men er stabil, når starten går.

Winston Sisa er opdrættet af Bjarne Ladefoged, Stutteri Sisa. Han har også opdrættet moderen, Keenness Sisa, der er efter ”guldhoppen” Outstanding, der har været en af dansk travsports bedste hopper i nyere tid.

Keenness Sisa, der har Carmody Lobell som fader, og dermed er helbroder til derbyvinderen Magic Sisa, satte rekord 1.13.0 og tjente 314.432 kroner.

Hendes første afkom er Triton Sisa (Credit Winner), der som Winston Sisa ejes af københavnske Stald Trot On.

Triton Sisa vandt Derby Consolation for Jan Dahlgaard, men gik derefter i træning hos Peter Untersteiner, hvor den vandt sin første start og galoperede i den næste.

Efter de to hingste, har Keenness Sisa fået to hopper. 2-årige Alanya Sisa (Torvald Palema) og 1-årige Buena Sisa (ENS Snapshot).

Alanya Sisa ventes til start til næste år, mens Buena Sisa uheldigvis er blind på det ene øje og delvis blind på det andet.

Hun kommer aldrig til start, men Bjarne Ladefoged overvejer at bruge hende i avlen.

Keennes Sisa er i fol ved Broad Bahn, men er allerede booket til ENS Snapshot til næste år.