TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stutteri Disney går efter rekorden

af | Nyheder

I 2013 vandt Stutteri Hole in Ones heste 1.895.650 kroner på danske baner – den rekord vil Stutteri Disney forsøge at slå i år.

Keld Gregersen og hans træner Gordon Dahl går efter indtjeningsrekorden. Foto Burt Seeger

-Vi forsøger at slå rekorden – det bliver ikke let, men vi gør et forsøg, siger Keld Gregersen, Stutteri Disney.

Efter søndagens sejr til Elliott i Dansk Avlsløb har Stutteri Disneys heste indløbet 1.804.050 kroner på danske baner i år og mangler 91.601 kroner i at forbedre Stutteri Hole in Ones rekordindtjening fra 2013.

Men selv om ambitionerne er høje hos Stutteri Disney, så har man kun tre heste til rådighed i forsøget på at slå indtjeningsrekorden.

-Ja, Dumbo startede for sidste gang i år i lørdags i Oslo, og Elliott, der vandt i søndags skal også på vinterferie for at blive gjort klart til derbysæsonen. ” åringerne har også sluttet for i år, siger Keld Gregersen videre.

-Vi har tre startheste til resten af året og det er Tiger Hill Diamant, Cody og Gracious Sisu, som vi håber, kan begå sig i såvel Liga-finalerne og V75-løbene på Lunden den 29. december, siger Keld Gregersen.

Da Stutteri Hole in One blev hesteejerchampion i 2013 havde man blot 6 heste, der startede 41 gange og vandt 14 sejre. Det indbragte i aalt 1.895.650 kroner.

Årets største sejr var Derbysejren med Stand and Deliver, der alene var 710.000 kroner værd.

I år fik Dumbo 605.000 kroner for sejren i Dansk Trav Derby.

Bag Stutteri Hole in One i 2013 var Team Juel nummer 2 med 1.605.000 kroner, mens Nordisk Vabene besatte tredjepladsen med 807.750 kroner.

I år er Stutteri Disney eneste hesteejer med en indtjening på over 1 million kroner på danske væddeløbsbaner.

Nummer to på hesteejerlisten er Stald Rosenvang med 689.300 kroner fulgt af Lindhardt Jensen med 665.200 kroner og Takethem I/S med 661.000 kroner.

Bemærk at indtjeningen udelukker gælder starter på danske baner.

Team Clemmensen og Christensen I/S har med udenlandske starter haft en indtjening på 2.371.020 kroner i 2019.