Det danske mesterskab for 5-årige hopper var på papiret ikke meget at skrive hjem om med blot syv deltagere, men løbet fik en flot og yderst værdig vinder.
Fanny Østervang (Wishing Stone) var meget hurtig fra start og sikrede sig fronten for Kenneth Andersen. Favoritten Freja Skovsende (Farifant) fik for sin træner Morten Friis den utaknemmelige opgave at trave udvendigt på førerhesten. Der blev kørt raskt til, 12.5 de første 500 meter og 14.0 for kilometeren. Sidst på langsiden viste Freja Skovsende sin franske styrke. Hun overtog kommandoen, og det så nærmest ud, som om de øvrige deltagere stod stille. Farifant-datteren blev en overlegen dansk mesterinde. På andenpladsen kom Flicka Gry (Ens Snapshot), som med andenpladsens 18.750 kr. næsten fordoblede sin grundpræmiesum, som inden løbet var på blot 22.900 kr. Den amatørtrænede hoppe kørtes af Nicklas Korfitsen, og det var første gang i lang tid, hun havde en professionel kusk bag sig.
Den fine travdag indledtes med et toårsløb med voltestart, hvor favoritten, den ferske Charlottenlundvinder Ikon Vang (Southwind Frank) var knap favorit for Bo Westergaard. Jackpot Shadow (Andover Hall) førte i et yderst magelig 1:22.5-tempo for Birger Jørgensen, og dermed var favoritten chanceløs at tage det nødvendige ind. I opløbet kunne Jackpot Shadow ikke forsvare sig mod Indy Boy (Ens Snapshot), som Jeppe Rask havde haft placeret i ryg på førerhesten, og den gik i opløbet forbi til en komfortabel sejr. Michael Hovgaard træner vinderen. Løbets mest rutinerede hest, Ida Brogård (Classic Photo), lå for Christian Lindhardt placeret udvendigt uden ryg undervejs, og den lignede – trods det tunge løb – næsten en vinder, da galoppen kom i opløbets begyndelse.
Andet løb blev meget spændende, selvom det indledningsvis så ud til at skulle bive en sovepille. Birger Jørgensen fik allerede i første sving front med storfavoritten Frosty Ice (Habitat), men da opløbet kom, blev det besværligt. Bent Svendsen, som havde sluppet fronten med Fabrizio (Muscle Massive) kom på open stretch, og Jeppe Juel havde i opløbssvinget fået dirigeret Jan Friis-trænede Florida Flamingo ud fra 4. par indvendigt, og den kom flyvende i opløbet, men den nåede akkurat ikke den Morten Juul-trænede favorit, som blev reddet af mållinjen.