TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Storløbssejr til Michael Larsen

af | Nyheder

Michael Larsen trænede Good Girl As kørt af Michael Nimczyk vandt Kristi Himmelfartsdag en afdeling af det tyske storløb, Walter Heitman Memorial på Bahrenfeld-banen.

Familen Heitman har altid været tæt forbundet med Bahrenfeld-banen i Hamburg og i mange år var Walter Heitman det helt store navn.

Også internationalt hævdede Walter Heitman sig på fornemste vis, og han har således vundet såvel Elitloppet som Prix d’Amerique med Permit ligesom han har vundet Prix de France med Iskander F – den blev i øvrigt senere avlshingst her i Danmark.

I Tyskland vandt Walter Heitman fem derbysejre.

I dag afvikledes Walter Heitman Memorial på Bahrenfeld og på grund af mange anmeldelser var løbet delt i to afdelinger.

Den ene afdeling – og den mest overlegne vinder – var trænet af Michael Larsen.

Michael Larsen

Det var den 4-årige Good Girl As (Abano AS), der for Michael Nimczyk gik alene over banen og vandt i 1.14.8a/2200 m – nummer løb 1.15.6. Førstepræmie 6.250 Euro

-Det er en mægtig hoppe – et af de største talenter jeg nogensinde har trænet, siger Michael Larsen til travservice.

-Hendes vindertid på normaldistance var dagens hurtigste i dag – kun i hurtigklassens sprinterløb var de hurtigere.

Ja, den anden afdeling blev vundet i 1.15.6 – så Good Girl var outstanding i dag.

Det var blot femte start i karrieren for Good Girl AS, der ejes af den store hesteejer, Ulrich Mommert og er opdrættet af den lige så store opdrætter, Alwin Schockmöhle.

Good Girl AS blev på den tyske Derbyauktion i 2014 solgt for 39.000 Euro – dvs. 292.500 kroner – hun kommer i øvrigt ud af samme moderlinje som legendariske Moni Maker.

Michael Larsen fik endnu en sejr til stalden, da Montecore Mo vandt amatørløbet helt efter behag.

Derimod var det ingen god dag for Christian Lindhardt, idet alle hans startheste underpræsterede.

-Der var intet tryk i nogen af dem. Lindsay som jeg nyligt vandt legende let med i Berlin, måtte jeg køre i stald med efter en omgang – hun kunne ikke mere, siger Christian Lindhardt til travservice.

– Tano Bork gav sig allerede ved indgangen til opløbssvinget efter vi ellers let havde fået spids. I normal forfatning havde han aldrig tabt det løb!

– Med det resultat var det godt, at han ikke kom med i Sweden Cup lørdag. Her havde jeg ellers meldt ham, men han kom ikke med, siger Christian Lindhardt.

Tano Bork sluttede på en femteplads i 1.13.4a/1680 og måtte bl.a. se Outsider med Heinz Wewering gå forbi sig ned gennem opløbet. Outsider blev nummer fire i 1.13.2.

Løbet vandtes sikkert af Diamond (Classic Photo) med Robin Bakker i 1.12.8