TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stor væddeløbssøndag i Aarhus

af | 25. sep 2016 | Nyheder

Årets sidste Grand Prix-dag i Aarhus afvikles søndag eftermiddag, og det tegner til en rigtig fin væddeløbssøndag. Tilmed meldes der om helt forrygende efterårsvejr, så det er måske lige præcis i eftermiddag, at der kan være hold i udtrykket “trav skal ses live”.

come on hugo

Hovedbegivenheden er naturligvis Jydsk 2-Årings Grand Prix om en førstepræmie på 125.000 kr. og med et fuldt og ikke mindst jævnbyrdigt felt. Favorittrioen bliver vel nok Casino Girl, Come On Hugo (foto) og C Bork, der alle kommer med friske sejre, men på nuværende tidspunkt synes der ikke at være et oplagt emne som årgangens bedste. Det bliver der måske lavet om på søndag.

Men søndagens storløb er flere end selve grand prix’et. Det er nemlig tid for en nyskabelse i form af Dansk Mesterskab for 5-årige, hvor der lokkes med fine 50.000 kr. til vinderen. Efter en række topløb bliver Steen Juul’s Vivo Torkdahl naturlig favorit, og den har tilmed ved flere lejligheder gjort det fint netop i Aarhus. Men konkurrencen er reel via bl.a. Wega Vang, White Russian og luringen Uno Gardenia, der i det skjulte leverede et topløb efter galop senest i Sverige.

Storløbene suppleres af et rigtigt fint rammeprogram med bl.a. endnu en udgave af Sigter mod Stjernerne for de unge kuske og et par løb i Liga-serien. I Liga 2 skal vi bl.a. se et par fireåringer mod de ældre heste, når A Delicious One og A’ka Sjæl Skov tager kampen op om førstepræmien på 15.000 kr.

Du kan downloade programmet til søndagens løb via dette link:    Baneprogram JVB søndag 25. september kl. 13.15