TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stor dansk V86-aften på Jägersro

af | 14. sep 2016 | Nyheder

Danske evipager tog godt for sig af retterne, da Jägersro sammen med Solvalla onsdag aften bød på V86-løb. Det blev til to sejre og en andenplads efter målfoto inden for V86-spillet, og dertil skal lægges en oddsbombe i rammeprogrammet.

Flemming Jensen var tilbage, som man kender ham onsdag aften på Jägersro, hvor han tog sig af de sidste to V86-afdelinger i Malmö bag hhv. Triumf Kåsgård (Juvel Trøjborg) og Slide So Easy (Quite Easy U S).

Førstnævnte fik indledningsvist en fin rejse i andet par udvendigt, mens positionen som førende skiftede flere gange, men ud på sidste omgang sendte Jensen sin hest til fronten. Derfra stred den fint trods presset sidste sving rundt, og sejren var kort, men sikker i 1.13,1a for de 2140 meter. Med de 60.000 SEK i førstepræmie har Juvel Trøjborg-sønnen hentet godt 170.000 SEK via fire sejre i kun seks starter siden skiftet til Flemming Jensen.

Slide so Easy med Flemming Jensen. Arkiv Kanal 75

Slide so Easy med Flemming Jensen. Arkiv Kanal 75

Slide So Easy’s triumftog er endnu flottere, og den fornemme opvisning fra derbydagen blev onsdag aften fulgt op med mersmag. Som favorit blev Slide So Easy fra sit inderspor overspeedet fra start, men Jensen fandt tidligt ud og overtog efter 400 meter i 1.07-tempo. Kilometeren gik efter 1.11.9, men parret havde siden fuld kontrol over løbet til sejr i fornemme 1.11.6a for de 2140 meter. En enestående opvisning til en værdi af 70.000 SEK.

Og så var det centimeter fra endnu en dansk V86-sejr, da Steen Juul og Vivo Torkdahl akkurat måtte se sig passeret på den sidste halve meter. Parret havde fristet tilværelsen som forrest udvendigt på endnu en dansker i form af Trophy Spring, og det kostede givet sejren, da storoutsideren Robros Brazza akkurat kæmpede sig forbi. Begge fik noteret 1.11,3 for de 1640 meter.

Der var mange flere danske præmietagere i løbet af aftenen og tilmed endnu en vinder. I rammeprogrammet havde Thomas Bonde taget turen over sundet som gæstekusk bag amatørtrænede Alvin Ice (Torvald Palema). Til rare 32 gange indsatsen i vinderspillet holdt Aarhus-parret farten mellem heste hele vejen til mål, og via 30.000 SEK i førstepræmie fordoblede Alvin Ice sin præmiesum ved sin anden sejr i karrierens 17. start. Ikke siden debuten i maj måned 2015 havde Alvin Ice været i vindercirklen. På de efterfølgende pladser fulgte i øvrigt endnu to danske heste i form af Very Esterel og Amanda B P.