Michael Larsen havde vind i sejlene pÃ¥ Mariendorf-banen i Berlin, hvor han startede fire heste – tre af dem vandt og selv kørte han to af vinderne.
Mariendorf-banen i Berlin havde onsdag aften PMU-løbsdag -. Dvs. der blev spillet fra Frankrig til løbene i Berlin, og derfor var præmierne i løbene forhøjede.
I de 8 løb, der var udskrevet var den samlede præmiesum på 36.000 Euro.
Michael Larsen startede blot fire heste og de hentede tilsammen 6.120 Euro – altså en sjettedel af det samlede præmiebudget!
Det blev nemlig til tre sejre og en tredjeplads.
To af sejrene sørgede Michael Larsen selv for, da han først sejrede med Little Danny (Adams Peak) i 1.14.9a/1900 m til 28:10 og siden med Sandsturm (Igor Font) i 1.15.4a/1900 m til 17:10.
Sandsturm, der nu er 7 år gammel, har blot startet 10 gange i karrieren. Den tog nu sin femte sejr og tredje sejr i træk.
Amatørkusken Andre Pögel, der på lørdag skal dyste i det internationale amatørløb på Vincennes mod bl.a. danske Laura Pedersen, sørgede for Michael Larsens tredje sejr. Pögel vandt med Sayuri Mo (Joker Mauritz), mens tredjepladsen kom i hus ved Samuray Diamant med Michael Nimczyk i sulkyen.