TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stig H. i drama på Solvalla

af | Nyheder

Den 75-årige legendariske svenske travtræner og -kusk, Stig H. Johansson blev fredag eftermiddag slået ud af sulkyen af Come Together, der herefter løb løbsk og endte i åen på inderkredsen på Solvalla.

Stig H. Johansson (tv) ser til, mens Come Together bjerges op af Bällsta-åen. Foto Kanal 75

Dramaet på Solvalla tog sin begyndelse under opvarmningen til 1. løb, hvor Stig H. Johansson skulle køre den 6-årige vallak, Come Together.

Pludselig begyndte Come Together at slå bagud og Stig H. Johansson faldt af sulkyen. Hesten løb løbsk og sprang ud i Bällsta-åen, der løber gennem Solvalla på inderkredsen.

Mens Stig H. Johansson hurtigt var på benene, blev det anderledes dramatisk med hesten i vandet, men det lykkedes to personer at få bjerget den op på land.

-Det endte heldigvis godt, og jeg er glad for at jeg slap med forskrækkelsen, sagde Stig H. Johansson efter uheldet.

-Hesten har gjort dette før for en amatørkusk, som han også sparkede ud af sulkyen. Nu havde jeg taget en anden sulky, hvor han ikke kunne ramme mig, og det var nok ret heldigt, at jeg gjorde det. Ellers havde jeg ikke stået her nu, sagde Stig H. Johansson videre.

-Come Together har ellers altid været en flink og omgængelig hest – lige indtil det uheld han havde med amatørkusken. Det sidder tilsyneladende i hovedet på ham endnu. Det skulle jeg have noteret mig, inden jeg valgte at køre ham, sagde Stig H. Johansson.