TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Steen Juul fejrer fødselsdag i Berlin

af | Nyheder

Dansk travsports største navn gennem tiderne, Steen Juul fylder i dag 72 år – og det fejrer han ved at tage til Berlin.

I Berlin er det Derbyweeekend på Mariendorf-banen og blandt lørdagens 14 travløb er finalen i Super Cup Trot – en europæisk løbsserie, hvor der har været indledende afdelinger i Sverige, Holland, Italien, Østrig og Tyskland.

Ikke alle kvalificerede er til start i eftermiddag trods en samlet præmiesum på 70.000 Euro – der er kun 9 startmeldte og blandt disse er Søren Kolbergs Staro Obrigado med Steen Juul.

Staro Obrigado kvalificerede sig til finalen ved at blive nummer to bag Lady Beluga med Joachim Løvgren på Jägersro.

Netop Lady Beluga anses for at være løbets favorit i baneprogrammet, mens Staro Obrigado ikke nævnes i fire heste.

Den skal dog næppe overses – distancen 2500 meter auto – og et langt opløb – kan være til fordel for Staro Obrigado og Steen Juul, der som eneste ekvipage har startplads i anden række.

Det kan være en god ide at spille Vinder og Plads på Staro Obrigado – og det kan lade sig gøre på DanToto, der har spil til hele Derbyweekenden i Berlin.

Dagens hovedløb, Hoppe Derbyet køres som 13. løb klokken 16.50 og har en klar favorit i den skimlede Riet Hazelaar (SJ’s Caviar) med Robin Bakker.

I fjor valgte man at starte Riet Hazelaar mod hingstene i derbyet, men i år går man efter sejren i Hoppe Derby, hvor der er en samlet præmiesum på 128.409 Euro.

Tysk travsport valgte for nogle år siden at ændre propositionen for deres Derby-løb, så deltagerne nu skal være fire år mod tidligere tre år.

Overgangen medførte, at årgang 2018 har fået to chancer – de løb Derby i fjor og gør det igen i år.

Hoppe Derbyvinderen fra i fjor Lumumba kvalificerede sig ikke til dette års Hoppe Derby-finale.

Løbene på Mariendorf starter klokken 10.35 og kan følges på You Tube

Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her