I folkemunde kaldes Aalborg Store Pris for Derbyrevanchen, men den betegnelse holder ikke længere mener Steen Juul.
-Jeg mener, at vi skal have et løb, der er forbeholdt danske heste, for kun på den måde får vi en rigtig Derbyrevanche, siger Steen Juul til travservice.
-At Aalborg Store Pris i mange år har været kaldt Derbyrevanchen er forkert når der må starte udenlandske heste. Jeg ved ikke, hvornår det blev åbnet for udenlandske heste – det vist mange år siden, for jeg vandt det med Heir to Crown engang.
-Det ændrer dog ikke på min opfattelse, at løbet burde være forbeholdt vores derbyårgang, siger Steen Juul.
At Steen Juul ikke har anmeldt Gasolin, der var nummer tre i Dansk Trav Derby, hænger ikke helt sammen med den legendariske træners opfattelse af løbets proposition.
-Nej, men det ligger da i baghovedet, og da hesten ikke har fungeret optimalt i træning , og det gjorde han heller ikke i Derbyet, så vælger vi at se efter andre startmuligheder til ham, siger Steen Juul.
Udover Gasolin kommer heller ikke Garfield samt Gianlucca, der sluttede som nummer to og fire i derbyet, til start i Aalborg Store Pris i eftermiddag.
-Gianlucca har aldrig været meldt, fordi ejeren mener at løbet skal være forbeholdt danske heste, siger træneren Bent Svendsen.
–