TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Staro Harley fundet!

af | Nyheder

Danskejede Staro Harley, der tidligere på ugen blev efterlyst i en annonce i Travronden er blevet fundet i god behold hos – træner Tomas Malmqvist.

Det var repræsentanter for Svensk Travsport, der på foranledning af hestens ejer, Knud Erik Ravn opsøgte og fandt hesten opstaldet i træner Tomas Malmqvist stald på Jägersro.

Malmqvist har ellers hævdet, at hesten var afhentet af en dansk transportør, og at han ikke vidste, hvor Staro Harley var.

Til den svenske avis Sydsvenskan fortæller Tomas Malmqvist om årsagen til hans handling:

– Ejeren Knud Erik Ravn brød flere mundtlige aftaler, og desuden har jeg haft  en anden hest for ham som uden mit kendskab blev taget ud af min træningsliste på trods af at jeg fortsat trænede den. Så den trænede jeg uden at få penge for det.

– Indrømmet – jeg har overreageret, og det er kommet for vidt, men jeg havde troet at Knud Erik Ravn ville have stået ved sit ord, siger Tomas Malmqvist til Sydsvenskan,

Knud Erik Ravn kan dog ikke helt genkende Tomas Malmqvists forklaring.

– Den anden hest han taler om er Missing Link, og det er ganske rigtigt ,at den stod hos ham i en periode uden jeg fik nogen faktura på den, siger Knud Erik Ravn til travservice.

– På et tidspunkt kontakter Tomas Malmqvist mig og spørger om han kan købe halvpart i Missing Link og i forbindelse med auktionen i Aalborg afslutter vi handlen skriftligt, og heri står nøje alt præciseret – også at Missing Link havde stået hos ham uden det var faktureret, og beløbet for det indgik således i vores handel.

– Jeg har altid betalt mine regninger til tiden – de eneste regninger jeg skylder på Staro Harley er træning for december og de syv dage i januar indtil jeg bad om at få dem hjem. Dem har jeg efter aftale med Svensk Travsport ikke betalt endnu, siger Knud Erik Ravn videre.

– Nu er jeg glad for at hesten er kommet til veje, og i nat er den opstaldet i en karantænestald på Jägersro. I morgen har jeg bedt om en dyrlægeundersøgelse af den – hesten har jo ikke været trænet i et halvt års tid, så vi ved jo ikke om den har taget skade. Efter hvad jeg har fundet ud af, har Malmqvist flyttet rundt på den i den forløbne tid,  således den har været opstaldet flere steder, slutter Knud Erik Ravn.

En opsigtsvækkende sag har således fået en foreløbig afslutning i og med at hesten er fundet og vil blive leveret tilbage til Knud Erik Ravn.

Til gengæld kan Tomas Malmqvist nok forvente at skulle stå skoleret for Svensk Travsport for hans selvtægt.