TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stald Rita køber derbykandidaten Fossa

af | Nyheder

Jørgen Jensen, Stald Rita har atter været på indkøb og har erhvervet dansk travsports mest vindende 3-åring, Fossa samt den 2-årige hoppe La Bellissima Boko fra Stutteri Disney, der er i færd med at afvikle sin bestand af heste.

Jørgen Jensen – her med en anden af hans heste, Paris by Cash. Foto privat

-Jeg har stadig en drøm om at vinde Dansk Trav Derby, og derfor har jeg købt Fossa, siger Jørgen Jensen til travservice.

-Tre gange tidligere har jeg haft heste til start i derbyet, men ingen af dem har været i præmierækken. Nu håber jeg med Fossa at kunne have en god chance i derbyet i 2021, men jeg ved jo også, at der er lang tid til, og der kan ske meget.

-Men omvendt – hvis jeg skal gøre mig håb om at vinde et derby, så må jeg også forsøge at skaffe mig en tophest, og det mener jeg, at jeg har gjort i Fossa. Det er dog på en kedelig baggrund, at jeg har fået muligheden for at købe Fossa, for jeg synes virkelig det er synd, at Keld Gregersen har valgt at sælge alle sine heste, siger Jørgen Jensen videre.

-Hesten er betalt, men om Fossa når at blive omregistreret inden den på søndag skal starte i Dansk Avlsløb det ved jeg ikke, siger Jørgen Jensen videre. -Aftalen er, at Fossa bliver hos Gordon Dahl til efter søndag, hvorefter han går op til min svenske træner Sandra Loumala på Eskilstuna, siger Jørgen Jensen.

Fossa er med 1.043.500 kroner F-årgangens klart mest vindende hest er vinder af bl.a. Dansk Opdrætningsløb, Jydsk 3-årings Grand Prix og Grand Circle 3 års Championatet samt nummer to i Dansk Trav Kriterium.

Udover Fossa har Jørgen Jensen, Stald Rita også købt den ustartede 2-årige hoppe La Bellissima Boko (Raja Mirchi), der også gør i træning hos Sandra Loumala.