TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stærk sæsondebut af Frodo Cash

by | 27. Mar 2022 | Nyheder

Det var noget af en præstation som Frodo Cash med Mads Hviid leverede søndag eftermiddag på Charlottenlund Travbane.

Frodo Cash nedkæmper Tour Eiffel

Frodo Cash (Zola Boko), der trænes af Steen Juul, var i fjor nummer to i Dansk Trav Derby og herfra stammer hovedparten af hans indtjening.

Frode Cash havde ikke startet siden den 23. december og vindercirklen havde den ikke besøgt siden sejren i Derbyprøven den 13. august.

Nu sæsondebuterede Frodo Cash med Mads Hviid i sulkyen i et Liga 2-løb, hvor Morten Melins Tour Eiffel med Birger Jørgensen var storfavorit.

Tour Eiffel var i spids fra start i et godt tempo – 1.10.5/500 m og 1.12.0/1000 m – og så var det Mads Hviid lavede et skinangreb på Tour Eiffel med Frodo Cash.

Det betød han kunne komme ned i ryg på den førende, og her blev han med Frodo Cash til der manglede 300 meter.

Så trak Mads Hviid Frodo Cash ud til angreb på Tour Eiffel.

Tour Eiffel lagde sig imidlertid ikke ned, men på de sidste meter var Frodo Cash stærkest og sejrede i ny rekord 1.12.5a/2000 m – det var en forbedring på 1.5 sekunder af hans tidligere bedste notering.

En sæsondebut der lover godt for de kommende opgaver.

Der blev vist fin sport på Lunden og vi noterer bl.a.

At Gennah Sisa (Muscles Yankee) var en suveræn vinder i sin første start fra Magnus Ladegaard. Gennah Sisa afviste let favoritten Hit the Rod Jack og sejrede sikkert for Jörgen Sjunnesson i 1.16.1a/2000 m.

Game on Butcher vinder foran Mulberry og Katrionalemyrocks

Emojis lillebroder Game on Butcher (Stand and Deliver) med Ken Ecce var tilbage efter en løbspause og klarede at afvise Mulberry med Henrik Thomsen og sejrede i ny rekord 1.14.3a/2000 m.

Patch Wibb (Love You) med Rene Kjær var helt uden konkurrence i 6. løb og vandt med 9 længder i 1.13.3a/2000 m.

Skivehesten Helena D (Orlando Vici) med Jeppe Rask var kort slået i sin debut i Odense i 1.17.4/2140 m og kunne følge op med sejr i et Made in Denmark-løb. Vindertiden ny rekord 1.16.8a/2000 m.

En fin debutant var den schweizisk-ejede Hotliner (Infinitif) med Steen Juul, der tog spids fra spor 7, og siden beherskede hver en meter af løbet.

Hotliner debuterede i 1.17.4a/2000 m foran Karabatic med Axel Jacobsen, der fik meget sen angrebsplads.