Stærk præstation af Wonderboy
Steen Juul indledte sin deltagelse i den svenske Derbyweekend på bedste vis, da han fredag eftermiddag sejrede sikkert med Wonderboy.
Wonderboy (Ens Snapshot) med Steen Juul var spillet til storfavorit i fredagens sidste løb på Jägerso,og spillerne havde gjort ret.
Steen Juul valgte at sætte sig ud i dødens på førende Beatriz med Nicolaj Andersen efter 500 meters kørsel, og trods et hårdt tempo – 1.11.9/1000 m og 1.13.4/1500 m – så var det Wonderboy, der havde flest kræfter tilbage til opløbet, hvor den gik frem til sikker sejr i 1.13.5a/2140 m – præmie 30.000 SEK. Vinderodds var 1.88.
Beatriz gik noget i stå i opløbet, men holdt dog hjem til en fjerdeplads i 1.14.0 – præmie 5.700 SEK.
Feltets tredje danske islæt, Søren Johansson-trænede Ahsoka T Dream med Peter Ingves, havde ryg på Beatriz til der manglede 600 meter, hvorefter den gav helt op og sluttede sidst over mål i 1.16.6.