TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stærk præstation af Brady

af | Nyheder

Brady imponerede fra dødens og Frank S H sikker fra spids.

Opdrættet i Frankrig, tyskregistreret og -ejet – og trænet i Sverige.

Meget mere internationalt bliver det ikke, og Brady (Love You) er samtidig en hest, der kender vejen til vindercirklen med foreløbig 15 sejre i 35 starter.

Brady sejrer foran Keystone Cash. Foto: Burt Seeger

I dag måtte Håkan K. Persson-trænede Brady (DE) med Stefan Persson i sulkyen gå den tunge vej udvendig for den førende Karel G Greenwood de sidste ca. 1200 meter, men han klarede alligevel at afvise en stærkt afsluttende Keystone Cash med Bo Westergaard til sejr i tiden 1.13,2a/2000 meter.

-Hvis jeg havde troet lidt mere på det i sidste sving, kunne jeg måske være nået helt frem, konkluderede Bo Westergaard efter løbet, men nu blev det altså til favoritsejr og endnu en dansk andenplads.

I det efterfølgende løb, 3-års Eliten med 75.000 kroner til vinderen, vandt næstfavoritten Frank S H (Fourth Dimension) med Frederik Persson en rimelig sikker sejr i tiden 1.13,2a/2000 meter efter føring fra start til mål.

18:10-favoritten Enzo Jet galoperede fra start, men gik siden en fin ophentning og fik tredje par udvendig.

På bagerste langside blev Enzo Jet forsøgt i tredje spor, men løb meget skævt og rullede atter over i galop med 450 meter igen. Hesten kom ellers med en imponerende sejrsrække (syv sejre i ni starter) og havde givetvis bare en offday.