Stærk præstation af Boulevard
Team Juels Boulevard, der er i træning hos Kim Pedersen i Norge, vandt lørdag Hoppedivisionen på Jarlsberg efter en meget stærk præstation.
Selv om Boulevard (Muscles Yankee) havnede i dødens på førende Luxury Tile med Kristian Malmin, så var det alligevel hende, der var stærkest i opløbet i Hoppedivisionen på Jarlsberg lørdag eftermiddag.
Boulevard med Per Oleg Midtfjeld i sulkyen kunne vinde i 1.12.4 og hentede en præmie på 50.000 NOK.
Det var første start for Team Juels 4-årige hoppe, siden hun den 30. september missede cuttet til Norsk Hoppe Derby.
Sejren var samtidig første V75-sejr til danske Kim Pedersen, der nedsatte sig som træner i sommer, efter at have bestået den norske travtræner-eksamen.
Foreløbig er der syv heste på træningslisten, hvoraf de to er 2-åringer.