Heidi Andersen-trænede Saint Emilion stod for en stærk præstation, da den vandt 10. og sidste løb på Jägersro tirsdag aften.
7-årige Saint Emilion (Justice Hall) med Jørgen Sjunnesson i sulkyen fik ikke noget foræret i 10. løb på Jägersro tirsdag aften.
Parkeret i dødens hele vejen kunne den i opløbet stride sig forbi længe førende Stjurhults Sigge med Peter Untersteiner og vinde i 1.15.4/2160 m – præmie 12.000 SEK.
Det var årets første sejr til Saint Emilion, der i fjor vandt fire løb. Heidi Andersen, der træne Saint Emilion havde også Samson Kaski med til Jägersro, og den opnåede en fjerdeplads i 1.15.5a/2640 m – også med Jørgen Sjunnesson i sulkyen.
Løbene på Jägersroi blev såvel afsluttet som indledt med dansk sejr.
Det var 4-årige Aslan DK (Torvald Palema) med Johnny Takter i 1. løb, der vandt sin sæsondebut i ny rekord 1.17.1/2140 m – præmie 20.000 SEK.
Aslan DK startede to gange i fjor, hvor den galoperede begge gange og blev diskvalificeret.
Blandt de danske trænere, der havde sendt heste til Jägersro i aftes var Skives Jan Friis, der startede den ubesejrede Global Tinghøj samt Safari K.
Global Tinghøj med Johnny Takter var i lang tid førende, men kræfterne slap op og hoppen sluttede på en fjerdeplads i ny rekord 1.17.7/2140 m volte.
Derimod galoperede ellers normalt travsikre Safari K og blev diskvalificeret.