TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Spil på heste liberaliseres – og hvad så?

af | Nyheder

I dag blev et stort ønske fra hestevæddeløbssporten opfyldt, da Skatteminister Karsten Lauritzen gav spillet tilbage til sporten. Samtidig sikrer Kulturministeriet et fornuftigt økonomisk grundlag i flere år fremover.

Det var ønsket om at kunne tilbyde danskerne at spille på det svenske V75-spil, der i 2000 førte til, at Danske Spil (dengang Dansk Tipstjeneste) fik monopol på hestespillet.

Den daværende socialdemokratiske regering var bange for, at V75-spillet ville kanabalisere omsætningen på Lotto, så ved at lukke hestespillet ind i Danske Spil kunne man kontrollere en udvikling af denne.

Og det er jo gået meget godt!

Spil på heste har slet ikke udviklet sig i Danmark som det f.eks. har gjort i Sverige og Norge.

Nu får hestevæddeløbssportens så spillet tilbage fra den 1. januar 2018.

Det betyder, at man igen skal oprette et spilleselskab som man havde i DanToto, som overgik til Danske Spil.

Samtidig åbnes der mulighed for at andre aktører kan udbyde spil på heste i Danmark – man må formode at Danske Spil fortsat vil gøre det, og så kan bookmakerfirmaer som f.eks. Bet365, Betson, 888, Unibet, Ladbrokes o.l.  også købe licens.

Alle disse andre aktører skal betale 8% af omsætningen på danske løb til hestevæddeløbssporten – og netop disse 8% bliver et af de afgørende parameter for succesen.

Udover de 8% vil hestevæddeløbssporten også kunne tjene på at sælge sine løb til udlandet, og her modtager man 3-4% –  alt efter aftale – af omsætningen.

Hvis man så kunne få en aftale i stand med PMU, så ville der være mange penge at hente der!

Nu skal Henrik Friis og hans mandskab i arbejdstøjet – der er mange ting, der skal tages højde for og være på plads inden årsskiftet.

En ny organisation skal opbygges i forbindelse med det nye spilleselskab. Internetside til spil, forhandlerkontrakter etc.

Og så er der hele den tekniske side af sagen.

Hvor skal spillet styres fra?

Egen computer? Danske Spil? ATG? Rikstoto?

Der er ingen tvivl om, at dagens udmelding er et klart positivt signal for dansk hestevæddeløbssport.

Man har fået fine betingelser af forligspartierne til at opbygge en ny fremtid.

Ja, man kan roligt sige, at i dag blev dansk hestevæddeløbsport født på ny!