TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Spændende ungheste til Ole G. Nielsen

af | Nyheder

Dansk travsports nyeste træner, Ole G. Nielsen, har i aften sin første hest til start og inden for den kommende uges tid ankommer flere spændende ungheste til Skive-trænerens stald.

Et godt netværk er som bekendt guld værd i enhver branche, og for Ole G. Nielsens vedkommende har hans år som staldmand i både Danmark, Norge og USA medført kontakt med flere hesteejere, som gerne vil give den nystartede Skive-træner en chance.

Ole G. Nielsen

-På fredag kommer den første åring fra Norge og i den kommende weekend skal jeg op til Dorthe Christensen i Saltum for at hente to danske åringer, der ejes af John Kirketerp og Carl Ejler Rasmussen – Good Luck (h.e. Readly Express) og Gilberto (h.e. Varenne), fortæller Ole G. Nielsen, som dags dato har seks heste på træningslisten, men “bestanden” bliver altså udvidet ganske betragteligt i den kommende tid.

-I næste uge kommer yderligere en tre-fire åringer fra Norge, og så har både Flemming Reinholdt og Leo S. Larsen også givet mig lovning på et par åringer til tilkøring.

-Jeg er meget taknemmelig for de heste jeg får i træning; det er jo arbejdet med unghestene, der interesserer mig allermest, selvom jeg selvfølgelig også gerne vil ha’ nogle løbsheste.

Ole G. Nielsen er pt. alene om at passe staldens heste, men inden for et par uger får han sin første staldmand m/k.

-Jeg har ansat en en staldpige, som jeg kender fra min tid hos Åke Svanstedt, og hun kommer herned fra Norge i begyndelsen af august, siger Ole G. Nielsen.

-Det var egentlig meningen, at jeg selv skulle gå med det hele så længe jeg har en 8-10 heste, men jeg vil hellere ha’ lidt mindre i løn til mig selv det første års tid, og i stedet sørge for at det hele bliver gjort ordentligt – derfor har jeg valgt at ansætte en staldmand.

Med lutter ustartede ungheste i stalden vil det være begrænset hvor meget man kommer til at se Ole G. Nielsens navn i programmerne, men i aften på Skive Trav har han for første gang en hest til start.

-Ja, dvs. Forgettherest (h.e. Double Player) skal “kun” i fremvisningsløb, men jeg glæder mig da til at komme lidt i gang, siger Ole G. Nielsen.

-Forgettherest er en fin type, der havde lidt problemer tidligere på året inden den kom til mig, men den er i hvert fald klar til at gå et fremvisningsløb og det virker umiddelbart som en fin hest.