Der var kun to heste på banen i onsdagens 5. løb i Aalborg – to 3-åringer – begge efter Calgary games, der udkæmpede en duel de sidste 500 meter.
Henrik Lønborg-trænede Malthe SH med Casper M. Nielsen og Moor Jetting med sin træner Nicklas Korfitsen var det, der udkæmpede en duel de sidste 500 meter i 5. løb.
Malthe SH havde fra spor 4 ført fra start, mens Moor Jetting fra anden række havde fundet plads i andet par udvendigt.
Her sad Moor Jetting, til der manglede 600 meter – så blev den sendt i angreb og kom op udvendigt for Malthe SH med 500 meter tilbage.
Som et tospand trak de fra feltet og ind i opløbet var det umuligt at afgøre, hvem der var den stærkeste op mod mål.

Det viste Malthe SH sig at være, og til slut trak den en længde fra halvbroderen og sejrede i 1.17.1a/2140 m, mens Moor Jetting noteredes for 1.17.3
Det var anden start og anden sejr for Malthe SH, der som åring solgtes på Derbyauktionen for 150.000 kroner af opdrætterne Annemette Korfitsen og Mikael T. Hansen – og de er i øvrigt forældre til Nicklas Korfitsen!
Norske Einer Nedrebø ejer Malthe SH – også Moor Jetting er i norsk eje – ja, den ejes fortsat af sin opdrætter Magnar L. Holthe.
For Casper M. Nielsen blev det dagens anden vinder, idet han to løb forinden havde sejret med Casper Jensens Loui L C, der har tog sin fjerde sejr i fem starter!
Dagens danske V65-spil blev pudsigt nok vundet af kun tre kuske, der hver vandt to sejre.
Udover Casper M. Nielsen så var det Birger Jørgensen, der vandt 1. afdeling med Mickey Larsens Karoline Gardenia og 6. afdeling – trods en ret stor galop efter 300 meter – med Marianne Mechlenburgs Kong Arthur, mens Flemming Jensen vandt med sine egentrænede Whoops Hanover og Gingerbel Brofont.
6 rigtige gav 3.394 kroner – 5 rigtige 74 kroner.
