TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Spændende føl på tegnebrættet

af | 16. jan 2019 | Nyheder

Hurtige, men også egensindige Anna Mix har startet for sidste gang, og skal nu i avlen, og hendes første partner er nu bestemt.

Anna Mix – Arkivfoto Kanal 75

Den franske hoppe Anna Mix havde ikke altid lige meget lyst til at løbe væddeløb, og det demonstrerede hun så mange gange, at hun en overgang var udelukket fra løbsdeltagelse i Frankrig!

Det var især i voltestartløb Anna Mix stillede sig op og ikke lod sig rokke ud af stedet.

Det kunne også ske i autostart, men som regel gik det bedre her.

På trods af sit vanskelige sind nåede Anna Mix at have en flot karriere, der omfattede 76 starter, hvoraf hun vandt de 19, satte rekord 1.09.8 og tjente i alt 1.320.757 Euro.

Hendes bedste præstation var vel andenpladsen i Prix de Paris 2015 på Vincennes, men også sejrene i EM for hopper på Solvalla samt Prix de Bretagne på Vincennes, begge i 2016, smælder højt.

At hun i Vintermeetinget 2014/15 var helt ustyrlig i en periode, og vandt fire sejre i træk på Vincennes – to i Gruppe II-løb og to i gruppe III-løb fortæller også noget om den formåen Anna Mix havde, når hun havde lyst til at løbe væddeløb.

Anna Mix var det meste af karrieren trænet af Franck LeBlanc, der dog – i takt med at hoppens egensindighed blev større og større – valgte at sende hende til Sofia Aronsson i Sverige, som fik sat nogenlunde skik på hoppen – men at styre Anna Mix totalt var der ingen der kunne.

Nu er karrieren endegyldigt forbi, og Anna Mix skal inden for de kommende uger tilføres Ready Cash.

Ready Cash er kendt for at lave afkom, der gerne vil fremad, så kombineret med den modstand Anna Mix ofte havde til at løbe væddeløb, kan det se ud til at være det optimale mix!

Anna Mix har Ludo de Castelle som fader – han er en søn af Cygnus d’Odyssee, der har amerikanske Workaholic som fader – og det er det eneste amerikanske blod, der er i Anna Mix.

Moderen Ires er efter Tenor de Baune og har lavet i alt 11 afkom, hvoraf kun Anna Mix er værd at skrive om.

Blandt de øvrige er Quinamix (Hello Jo) fra 2004 bedst med rekord 1.17.2, 1 sejr i 12 starter og en indtjening på 18.350 Euro.