TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Spændende debutanter i Odense

af | Nyheder

I eftermiddag er der Europa-debut af en af de mest spændende amerikanske importer, der nogensinde er kommet til Danmark – nemlig B A Superhero. Men der er også debut for en spændende 3-åring, Jefferson og sæsondebut for sidste års vinder af Dansk Opdrætningsløb, Isabella CN!

B A Superhero med Tim Tetrick ved sejren i Reynolds Stake.
Foto Lisa Photo

Selv om der gennem årene er importeret mange heste fra USA til Danmark, så er det næppe sket tidligere at en aktiv traver med så fine præstationer som B A Superhero er blevet fragtet over Atlanten.

Der har været hingste med flottere løbskarriere end B A Superhero, men de har haft afsluttet løbskarrieren og er importeret som avlshingste – eller også har de kun startet få gange og efter import til Danmark er de blomstret op og blevet internationale stjerner.

B A Superhero, der i USA var i træning hos svenske Lucas Wallin, har startet 25 gange, vundet 6 sejre og omregnet 1.368.896 kroner.

Tre gange har B A Superhero i 2022 løbet på elitetiden 1.09.2 – bl.a. som suveræn vinder af Reynolds Stake på The Meadowlands.

Han har desuden løbet på tider som 1.09.6 og 1.10.0 i 2022.

I eftermiddag får B A Superhero, der ejes af Masiol-stalden, sin debut i dansk træning med Bo Westergaard i sulkyen i 5. løb, og trods 40 meter tillæg og voltestart for første gang, så bør det være ”a walk in the park” for den 4-årige hingst.

Men der er andre spændende heste til start på Fyens Væddeløbsbane i eftermiddag.

I 1. løb kommer Go On Gardenia med Knud Mønster, der sæsondebuterede på en tredjeplads i 1.13.2a/2140 m for 14 dage siden.

I 6. løb debuterer 3-årige Jefferson (SJ’s Caviar) med Steen Juul, der gik alene over banen i et prøveløb på Lunden  den 5. marts i 1.19.4/2000 m.

Den har samme ejerkreds som Derbyvinderen Festival of Speed og forventningerne til debutanten er store.

Fra 20 meter tillæg starter her Garrido, der debuterede med en overlegen sejr for Bent Svendsen i Aalborg i slutningen af februar, hvor den noteredes for 1.17.4/2140 m!

Garrido er siden solgt til en anpartsstald, Team Kennedy og skiftet træner til Bo Westergaard, der også kører den.

Isabella C N. her med Rene Kjær sæsondebuterer Foto: Burt Seeger

Bo Westergaard får også debut som træner og kusk bag sidste års vinder af Dansk Opdrætningsløb, Isabella CN, der sæsondebuterer i 7. løb.

Her er blot fem heste startmeldt, men de tre startede i Opdrætningsløbet – udover Isabella CN er det Jacob Blåbjerg med Christian Lindhardt, der blev nummer to og Jacques med Steen Juul, der var nummer fire.

Jo, det er et flot program, der bydes på i Odense denne søndag eftermiddag.

Spillemæssigt er det ekstra interessant at banen er vært for ATGs Lunch V5 og Lunch Dubbel.

Rene Kjær har en luring som han delagtig gør os i på Derby25 – klik her

Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her