Southwind Metric nummer tre i USA
Danskejede Southwind Metric med Åke Svanstedt blev i nat nummer tre i en afdeling af det klassiske Reynolds Stake på Tioga Downs.

Southwind Metric (Walner) var spillet til favorit – odds 1,45, men kunne ikke indfri forventningerne helt og sluttede på en tredjeplads – en halv længde efter vinderen Executive Game (Bar Hopping) med Walter Hennessey – trænet af Jim Campbell.
Executive Game sejrede i 1.12.0 – samme tid fik såvel nummer to Super Super Cooper (E L Titan) med Jason Bartlett, der angreb indvendigt i open stretch, samt Southwind Metric noteret.
Der var 19.250 dollars i førstepræmie, mens tredjepræmien kastede 4.662 dollars af sig til den danske ejerkreds, der består af Bo Jørgensen, Bo Westergaard, Knud Erik Ravn og John Kirketerp.
Southwind Metric har nu startet 7 gange, og har én sejr, én anden og én tredjeplads og har tjent 34.862 dollars.
Dens bedste notering er 1.11.0 – sat på en fjerdeplads på The Meadowlands med Bo Westergaard i sulkyen.