Dagens største favorit i Skive, Eldon Neergård, galoperede umotiveret i føring med en omgang tilbage.
-Ja, det var rigtig ærgerligt, siger Eldon Neergårds træner, Ole G. Nielsen om 13:10-favoritten.
-De andre gange har Jeppe skulle køre med ham hele vejen, men i dag var han så fin, så han fik bare lov til at passe sig selv undervejs.

-Han var også fint rundt i svingene, men da Kenneth Andersen (Livi Option, red.) kom frem udvendig og lagde pisken på sin hest, blev Eldon Neergård formentlig bange for den lyd og galoperede.
-Vi får selvfølgelig dyrlægen til at tjekke op på ham, men jeg tror bare, at det var sort uheld, slutter Ole G. Nielsen, der har fået en udmærket start på trænerkarrieren med foreløbig tre sejre i 12 starter.
Stalden tæller pt. 17 heste, heriblandt Skive-hesten Ebay Holmsminde.