Nu har både moderen Nobodybeatsthebeat som datteren, Fox on the Run vundet provinsens største løb for 4-årige hopper, Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix.

For første gang nogensinde har et afkom efter en tidligere vinder af Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix også vundet Grand Prix-løbet.
I 2009 vandt Nobodybeatsthebeat – i 2021 Fox on the Run.
Stutteri Hole in Hole er ejer og opdrætter af begge heste ligesom Peter Rudbeck som træner er fællesnævner for dem.
Fox on the Run (Explosive Matter) med Jan Dahlgaard I sulkyen afgjorde i realiteten løbet til sin fordel allerede i starten, hvor parret fra spor 2 kunne tage spids efter en kort duel med inderbanens Fiore (Great Challenger) med Ken Ecce.
Udvendigt var Feba (Ens Snapshot) med Jeppe Rask med fremme, og krøb ned i ryg på Fox on the Run.
Og derefter blev løbet ret udramatisk.

Foto Ole HIndby
Fiore blev forsøgt i angreb med 500 meter tilbage, men det bed ikke for hende, og ind i opløbet havde Jan Dahlgaard fuld kontrol på feltet med Fox on the Run, der op mod mål trak fra til let sejr i 1.15.6a/1800 m – 2/10 bedre end hvad moderen, Nobodybeatsthebeat noteredes for som vinder i 2009!
Marianne Mechlenburg-trænede Feba blev nummer to i 1.15.8, mens Pål Morten Tungs Fiore akkurat klarede tredjepladsen i 1.16.2, kort foran en godt afsluttende F The Big New med Ken Ecce i 1.16.3.
Med 170.000 kroner i førstepræmie har Fox on the Run nu tjent 448.400 kroner i karrieren, og Nobobodybeatsthebeats tre første afkom har nu tjent 1.532.077 kroner tilsammen!

