TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Søndagens positive danske

af | Nyheder

Selv om der står (SE) bag Calle Crown, der blev nummer to i Copenhagen Cup, så er den pæredansk – det og andre positive historier kan du læse om her.

Calle Crown – her med Christoffer Eriksson. Arkivfoto Kanal 75

Det er let at overse, at Calle Crown med sit suffix (SE) egentlig er danskfødt og opdrættet af søskendeparret Helle og Len Hjorth og at dens blodlinjer på modersiden går tilbage til 1920!

Calle Crown er 9. generation der stammer Alice Root, født i 1920, så der er et stykke dansk travhistorie i Calle Crown, der har passeret en indtjening på 5 millioner SEK.

Undervejs i afstamningen finder vi også danske hingste som Rob Roy og Eminent.

Mormor Maggi Crown har Glenquin som fader og moderen Hillary Queen er efter Victor Victor.

Og for at fuldende en dansk avlsbillede, så er Calle Crown efter Opdrætterforeningens Great Challenger!

Så der er meget dansk i årets nummer to i Copenhagen Cup!

Tomas Malmqvist-trænede Calle Crown bliver nummer to I Copenhagen Cup til Mister F Daag,. Foto Burt Seeger

Copenhagen Cups to andre danske deltagere blandede sig aldrig i løbets afgørelse.

Festival of Speed med Steen Juul kom fra sin indvendige startspor til at sidde i tredje par indvendigt og i et oppullet løb giver det sig selv at det var håbløst at komme frem hvor det foregik.

Flower Dust med Bent Svendsen fulgte med, men var jo klart overmatchet.

I rammeprogrammet var Seven Nation Armys sejr for Nicklas Korfitsen imponerende.

Det er efterhånden en del år siden at dansk travsport har fået en USA-import, der ser ud til at indeholde potentiale til det helt store.

Seven Nation Army med Nicklas Korfitsen vandt suverænt. Foto Burt Seeger

Og det må man mene at denne Chapter Seven-søn, som Bo Westergaard fandt på The Winter Sale på The Meadowlands i januar måned og købte til Masiol ApS for 80.000 dollars.

Den måde Seven Nation Army strøg uden om feltet på sidste langside var dybt imponerende og den fortsatte til en overlegen sejr med syv længder ned til nummer to, Peter Rudbecks Dowhatyoudodowell med Jeppe Juel.

Altså en fin dansk dobbeltsejr.

Næste opgave for Seven Nation Army kan blive 4 års Eliten på Solvalla og vil konkurrencen være skærpet, men uanset udfaldet om små 14 dage, så har Seven Nation Army i hvert fald givet indtryk af, at den indeholder et potentiale ud over det sædvanlige.

Preben Munch Kjærgaard med Seven Nation Army og Nicklas Korfitsen efter den flotte sejr. Foto Burt Seeger

Det er dejligt for ejeren Preben Munch Kjærgaard og hans familie, der står bag Masiol ApS, men hvor kunne jeg have undt hans fader, den fhv. travtræner Preben Munch at han havde oplevet en sådan præstation af sønnens hest på Copenhagen Cup-dagen!

På disse store internationale løbsdage har det ofte været svært for danske heste og kuske, men denne søndag gik det ikke så ringe endda.

Det startede med en spændende opløbskamp i 1. løb, hvor Peter Falcks Excellent Torkdahl (Ens Snapshot) med Steen Juul så ud ti at gå mod sikker sejr, men bagfra nærmede Every Day med Max Nielsen sig skridt for skridt, men nåede akkurat ikke frem.

Det forsatte i 2. løb med Down Town Girl (Donato Hanover) med Jeppe Juel og i 4. løb med Patch Wibb (Love You) med Rene Kjær.

Det var i 7. løb Seven Nation Army (Chapter Seven) med Nicklas Korfitsen lavede sin opvisning og endelig satte dens træner, Bo Westergaard punktum for en lang løbsdag ved at vinde 13. løb med Jackpot BR (Maharajah).

Og lad mig også nævne Bandit Bricks andenplads for Flemming Jensen i Charlottenlund Open i 1.10.6 efter et løb i dødens, Elephants andenplads i stayerløbet for Mads Hviid og Praipa Rs andenplads i Hoppeeliten for Hussein Kassir.

I fjor var der ingen danske ekvipager på æresrunde på Copenhagen Cup-dagen.

Det blev der rettet op på i år!