TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Slide so Easy let vinder i Norge

af | Nyheder

Trods startspor 10 og tredje-fjerde spor opløbssvinget rundt kunne Slide so Easy med Flemming Jensen vinde Yarrah Bokos Eliten på Jarlsberg sikkert i 1.11.0a/1609 m.

Flemming Jensen var lørdag eftermiddag til start med såvel Come on Hugo som Slide so Easy på Jarlsberg-banen i Norge.

Bedst gik det med 10-årige Slide so Easy (Quite Easy) som Flemming Jensen kunne sende til en sikker sejr.

Fra sin startposition i anden række bar startvognen var det givet at Slide so Easy ville komme til at sidde langt nede i feltet, og det blev da også til fjerde par udvendigt.

Ned ad sidste langside indledte Flemming jensen angreb og fik en god ryg at gå på efter løbets favorit, Cokstile med Lars Anvar Kolle.

Tredje spor rundt i opløbssvinget blev det til og Jensen måtte ud i fjerde spor på opløbshjørnet da han satte det afgørende angreb ind.

Slide so Easy var stærkest af alle i feltet, og kunne op mod mål trække fra til en klar sejr i 1.11.0a/1609m, mens Cash Okay med Erland Rennevik efter startfejl besatte andenpladsen i 1.11.3. – Samme notering for Cokstile på tredjepladsen, mens Donatomite med Frode Hamre blev nummer fire i 1.11.5.

Der var 70.000 NOK i førstepræmie til Slide so Easy, der gav odds 3.33 som vinder og 1.47 i plads.

-Jeg vidste på forhånd at vi ville få et hård rejse med den startplads vi havde, men nu fik jeg en god ryg at gå på bag Cokstile, sagde Flemming Jensen efter sejren.

-Slide so Easy afgjorde let, da jeg bad ham om at arbejde, og sejren var meget sikker. At han nu er 10 år, kan vi godt mærke i det daglige, men han kan fortsat begå sig godt i løbene, sagde Flemming Jensen.

Mens Slide so Easy fik et løb i bagfeltet var Flemming Jensen i spids med Come on Hugo fra start i Champion-5 års Eliten, også over 1609 m.

Men Come on Hugo fik aldrig fred undervejs, idet Normandie Royal med Tom Erik Solberg pressede på i dødens. Tempoet var 1.10.8/500 m og 1.11.7/1000 m.

Come on Hugo holdt sig foran til 150 meter før mål – så var det først Normandie Royal, der overtog og siden sidste års norske derbyvinder Gretzky B R (Quite Easy) med Magnus Teien Gundersen, der kunne vinde i 1.11.3, foran Normandie Royal i 1.11.4.

Udvendigt kom Calina med Frode Hamre strygende til slut og tog tredjepladsen i 1.11.5, mens Come on Hugo blev nummer fire i 1.11.6 – det gav 12.000 NOK i præmie.