TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Slået med et mulehår

af | Nyheder

Det sjældent at udtrykket ”slået med et mulehår” har passet så godt, som det gjorde i 2. løb på Jägersro onsdag aften.

Pastore Bob – Tycoon Conway Hall

Der var ikke meget der skilte Pastore Bob med Peter Untersteiner og Tycoon Conway Hall med Flemming Jensen i 2. løb på Jägersro.

Der var virkelig kamp til stregen, men det lykkedes Untersteiner at holde Pastore Bob  det nødvendige foran Tycoon Conway Hall.

At det var startpladserne, der betød alt for udfaldet af dette supersprint-løb over 1.140 meter, er vist hævet over enhver tvivl.

Pastore Bob havde indvendigt startspor, mens Tycoon Conway Hall startede fra spor tre – der var to heste udgået, så kun fire heste var til start.

Flemming Jensen gik efter føringen fra start – der blev lagt fra land i 1.02-fart, og så var det umuligt for Tycoon Conway Hall at tage sig forbi Pastore Bob.

Flemming Jensen opgav og trak ned i ryg.

Ind i opløbet kom Breidablicks Nubbe med Marc Elias i angreb, og så gik Flemming Jensen med.

Indvendigt forsvarede Pastore Bob sig, men Tycoon Conway Hall kom nærmere og nærmere.

Målstregen reddede Pastore Bob, der vandt med et mulehår, der var 60.000 SEK værd.

Tycoon Conway Hall fik 30.000 SEK i andenpræmie.

Begge heste noteredes for en uofficiel rekord på 1.09.3.

I 1. løb – et løb for 2-åringer var der ikke færre end fire danske heste med.

Bedst gik det for Jeppe Juels debutant, Global Yankee, der blev nummer to i 1.17.0/1640 m volte – en flot debut, men den var chanceløs over for Staro Peanut (Royalty for Life) med Joakim Løvgren,  der sejrede i 1.16.8.

På tredjepladsen Kenneth P. Hansens Giant Design med Jørgen Sjunnesson i 1.17.4, mens Torben Hougårds Grady Boom Bay med Steen Juul blev nummer fem i 1.18.4, selv om den blev noget generet midt i opløbssvinget.

Kaj Jensens George Harrison med Christoffer Eriksson sad undervejs fremme i dødens, men gik i stå og sluttede næstsidst over mål i 1.19.7.

De danske heste i præmierækken tjente hhv. 15.000 – 10.000 og 5.900 SEK.

I 3. løb blev Kaj Jensens Farinelli Hastrup med Christoffer Eriksson nummer seks i 1.17.2/2140 m – præmie 5.500 SEK, mens svenskejede Forever Shadow med Peter Untersteiner blev nummer tre i 1.16.6/2140 m – præmie 17.500 SEK.

Derimod blev det til galop for såvel Forest Photo med Axel Jacobsen og Lindy B. Holms Freddy Boy med Steen Juul.

I montéløb fik Steen Juul-trænede Chablis med Christian Lindhardt sin montédebut og tog den sidste præmie på en syvendeplads i 1.15.2/2200 m.

Derimod sluttede Alex Haagensens Awesome Shadow med Cecilie Kolstad uplaceret i 1.17.9.