Skrivefejl gav stor V5-gevinst
Ungt par var alene om at løse den rigtige V5-kombination på Bornholms Brandpark tirsdag aften, og det kunne de i høj grad takke en skrivefejl for.
En kupon til 48 kroner var den eneste V5-kupon, der havde alle fem vindere rigtige på Bornholms Brandpark tirsdag aften.
Dermed blev Danske Spils dobbelt-op garanti igen udløst, og kuponens indehavere – to unge mennesker – kan i dag se frem til at der går 96.703 kroner ind på deres konto i banken.
Men uden en vis portion held, så havde det unge par ikke vundet de rare skattefrie penge.
Det var nemlig ved en skrivefejl, at deres kupon fik vinderen af 1. afdeling 2 Tornado Årup afkrydset.
Tornado Årup vandt for Kim Dahl til 12.48 i odds – og udgangsværdien i V5-spillet var på fine 424 kroner.

Tornado Årup med Kim Dahl vandt 1. afdeling af V5-spillet og grundlagde gevinsten på små 100.000 kroner Foto Torben Agger Bornholms Travfotos
Efter 6 Mercedes Jenz med Betina Lund havde vundet 3. afdeling til odds 24,47 var der blot seks kuponer med mulighed for 5 rigtige tilbage.
En af disse havde ikke storfavoritten 2 Soleil Cloc med Stefan Lind-Holm afkrydset i 4. afdeling, så derfor resterede der nu fem kuponer med mulighed for at få 5 rigtige.
De fire af dem havde alle kryds ved to heste, i sidste afdeling.
1 Rolex Boy og 3 Picasso Jetset, mens den sidste – der altså blev vinderkuponen, havde afkrydset 9 Silver Game med Jørgen Petersen.
De to favoritter, Rolex Boy og Picasso Jetset tog en ordentlig dyst om føringen, og det kostede kræfter.
Picasso Jetset klarede sig bedst ud af duellen og var i spids med 400 meter tilbage, men en stærk afslutning af Silver Game kunne den ikke modstå.
Silver Game vandt til odds 9,06, og det unge pars store V5-gevinst var en realitet.